Kaptajn Ernst Balthasar Meitzner Hansen (1830-1864)

fødtes den 22. marts 1830 i København. Han var søn af kaptajn i Livjægerkorpset Carl Peter Hansen, der var død, da sønnen blev kadet. Moderen hed Anna Cathrine Elisabeth Meitzner. Faderen var kendt som en dygtig fægtemester.

Den 1. november 1843 blev Hansen kadet, gennemgik akademiet, blev den 21. april 1848 udnævnt til sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1847 og ansat ved 3. Linjeinfanteribataljon med hvilken han rykkede i felten. 1849 forsattes han til 6. Reservebataljon og stod i resten af den første slesvigske krig med hæder ved denne afdeling. Den 9. september 1849 fik han for sit Forhold under dette års kamp Ridderkorset. Den 23. juli 1849 fik han premierløjtnants karakter og den 5. marts 1850 blev han virkelig premierløjtnant. I 1852 stod han en kort tid ved 15. Linjeinfanteribataljon og den 1. januar 1853 ansattes han som vagtmesterløjtnant i Fredericia fæstning. Denne stilling forlod han, da han den 22. december 1863 blev kaptajn og ansattes ved 10. Regiment som chef for 1. kompagni, med hvilket han rykkede ud, da fædrelandet atter kaldte på sine sønner.

1856 blev han gift med Kristine Hansen, datter af proprietær Jørgen Hansen, Ørumgård ved Horsens og hustru Christiane Bay-Kjær, begge fødte 1801.

Den 5. april 1864 var Hansen med sit kompagni på forpost på Dybbølstillingens venstre fløj. Til højre for ham stod 5. Regiments 5. kompagni. Denne nat forsøgte fjenden fra sin første parallel en fremrykning. Med hurraråb gik han frem og besatte 5. Regiments skyttegrave og tvang dets 5. kompagni tilbage. Hansen holdt dog med sit kompagni, forstærket med to delinger henholdsvis af 4. og 5. kompagni, sine skyttegrave. Kampen varede det meste af natten og en levende geværild vedligeholdtes i mange timer. Kl. 3 om morgenen beordredes 5. Regiments 5. kompagni atter frem, men modtoges af en heftig ild, der atter tvang det tilbage. Her kæmpede Hansen tappert i flere timer, men kl. 5 faldt han dødelig ramt. En kammerat skriver om ham: ”Jeg husker tydelig den 5. april om aftenen. Vi skulle på forpost. Den lille raske kaptajn Ernst Hansen skulle med sit kompagni besætte skanserne på venstre fløj. Vi holdt rast i barakkerne ved Flensborg-vejen. Som sædvanlig samledes officererne i en barak for at fordrive tiden, til mørket faldt på, og vi skulle afsted til skanserne. Hansen var den dag særdeles oprømt, han sang og trallede, når samtalen gik i stå, og var meget utålmodig efter at komme afsted. Omtrent kl. 8 afmarcherede han med sit kompagni. Vi indtog den anviste plads i Skanserne nr. 2 og 3 samt i løbegravene på begge sider, Hansen i skyttegravene foran. Kanonerne sang deres velkendte toner og alt gik som sædvanlig, indtil der pludselig hen på natten hørtes stærke hurraråb og geværild. Skønt fjendens angreb var lige så overraskende som voldsomt, blev der dog taget godt imod ham; det var tydeligt, at der blev kæmpet hårdt og gævt fra vor side. Det var meget mørkt, så man fra skanserne ikke kunne se, hvad der foregik foran. Endelig begyndte det at lysne, og kampen sagtnedes noget; nu kunne man skimte folkene i skyttegravene og se Hansen med sin hornblæser haste fra den ene skyttegrav til den anden for at lede ilden og opmuntre folkene. Det blev helt lyst, geværilden hørte næsten op, og endelig faldt det sidste fjendtlige skud. Infanterikampen var til ende, og vi havde hævdet vor stilling. De sårede var efterhånden bragte til lazaretterne, og vi måtte antage, at der ikke var flere. Men nu kom der meddelelse om, at Hansen var faldet. Vi, som lige til det sidste havde set ham i uafbrudt bevægelse, blev som lynslagne ved denne sørgelige efterretning, der kort efter bekræftedes, da hans afsjælede legeme bragtes ind. Det sidste fjendtlige skud den dag havde truffet Hansen i hjertet”. Han nævnedes med udmærkelse i rapporten om kampen den 28. marts foran Dybbøl.

Han var en ideelt anlagt mand og ualmindelig fint tænkende. Han var stærkt knyttet ved venskabsbånd til ideelt tænkende officerer, hvis navne havde en udmærket klang i hæren.

Hansen efterlod sig hustru og fire børn. Liget førtes til Horsens og begravedes den 19. april på den derværende kirkegård. Jordefærden foregik med meget højtidelighed, og såre mange var de, der søgte at hædre den faldne. Våbenbrødrene og de forskellige laug i byen ledsagede kisten under sørgemusik og fra husene vajede florbehængte Dannebrogsflag.

Gravhøjen med den 2,5 meter høje obelisk blev rejst i 1866 til minde 

om 79 danske krigere, der døde på Horsens' lazaretter i Treårskrigen og 1864. 

Omkring gravhøjen er anbragt tolv bautastene med navnene på soldaterne. 

På den centrale sten står navnene på kaptajnerne Hansen og Götzsche

 

Kaptajn ved 10. Infanteriregiment Ernst Balthasar Meitzner Hansen (søn af kaptajn Carl Peter H. og Anne Cathrine Elisabeth Meitzner), født 22. marts 1830 i København (Holmens), faldet 5. april 1864 ved Dybbøl, begravet 19. april på Horsens kirkegård. Gift 13. maj 1856 i Hansted med Anne Kirstine Margrethe Georgine Hansen (datter af gårdejer Jørgen H. og Christiane Bay Kjær), født 12. februar 1830 på Rohden, Ørum sogn, Vejle amt, død 18. august 1882 på Ørumgård, Ørum sogn, Vejle amt, begravet i Horsens. – Han efterlod sig 4 børn, heraf tre døtre, i alderen 1-7 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 78-80

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)