Sekondløjtnant Victor Christian Kemp (1842-1864)

fødtes den 17. september 1842 i København og var søn af hofkobbersmed Niels Daniel Kemp (død 1852) og hustru Dorothea Schmidth (død 1877). Han afgik 1860 fra det von Westenske Institut som student. Året efter tog han filosofilum ved universitetet.

Han gennemgik reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 2. februar til den 14. oktober 1863, udnævntes den 15. oktober til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansattes ved 22. Bataljon, ved hvis 2. kompagni, kaptajn Grüner, han stod i 1864. Han var en fremragende begavet og åndslivlig ung mand og meget afholdt. Hans omgivelser blev altid i godt humør, når de så hans livlige ansigt med de spillende øjne og det blonde, struttende hår. Det var hans mening at tage eksamen til højskolen og blive i tjenesten som fast officer. Han interesserede sig meget for skak og ansås for en af de fineste skakspillere.

I et brev til hjemmet om kampen den 22. april ved Pythuse beskriver han sine følelser, i anledning af, at han med sit kompagni stod i reserve på et sted, hvor fjendens kugler ustandselig slog ned, og mangen brav soldat segnede om, inden han endnu havde kunnet komme til at løse et skud. Denne uvirksomhed under fjendens ild var i høj grad ubehagelig og mere end hundrede gange, i den korte tid uvirksomheden varede, spurgte han sig selv, om han var modig eller fej. ”Jeg bekender det”, skriver han, ”da jeg stod der, var jeg en fej, en elendig kryster, men jeg beder dem, der sidder hjemme i deres stue og dømmer mig, selv prøve at være under en så morderisk ild uden at kunne forsvare sig”. Uvirksomheden hørte op, da 18. Regiment i uorden gik tilbage stærkt forfulgt af preusserne. Hans folk blev trukket med tilbage, men nu vågnede han til virksomhed. Med en stok, han havde i hånden, slog han en af sine folk til jorden, trak sin sabel og råbte: ”Den første af 2. kompagni, som retirerer uden ordre, bliver hugget ned!” Virkningen var forbavsende, de tilbageblevne skottede til ham for at se, om det virkelig var alvor, men der må have været noget imponerende ved ham i det øjeblik; thi folkene blev.

Fra nu af, da virksomheden begyndte, var sagen en hel anden, og ved sine overvejelser i sit stille sind under kampen om: ”modig eller fej”, lød svaret: ”modig”. ”Modig, modig!” jublede det i ham, og fra nu af faldt det ham ikke ind, at hans liv var i fare. Efter kampen sagde hans kaptajn til ham efter at have trykket hans hånd: ”Må jeg lykønske Dem til Deres ilddåb, De har som en tapper soldat stået Deres hårde prøvelse”.

Den 18. april stod 2. kompagni i løbegravene mellem Skanserne nr. 2 og 3 med 1. kompagni på venstre fløj og 3 delinger af 4. kompagni på højre fløj. Kompagniet havde hele natten arbejdet på at forbedre løbegravene på bedste måde, og der var nået et så godt resultat, som det var muligt. Da preusserne stormede gik to af deres kolonner mod 1. og 4. kompagni, der blev tvunget tilbage. 2. kompagni forblev alene tilbage i løbegraven og er formentlig blevet angrebet i begge flanker; det rulledes op og tilintetgjordes ved død eller fangenskab. Under den energiske kompagnichef og sit i øvrigt fortrinlige befalingspersonale hævdede kompagniet til det yderste sin stilling. Her faldt Kemp og foruden ham kompagnichefen, en officer til, en aspirant og tre underofficerer.

Kemps lig faldt i fjendehånd og formenes at være begravet i en af de store fællesgrave på Dybbøl Bakke.

Savnet, o hvor tungt et ord!
Gemt et sted i Dybbøls jord,
uden mærketegn på graven,
uden spor i dødninghaven.

Savnet, ukendt hans bedrift;
hvad han skrev med blodig skrift
endog sagnet melder ikke,
thi som lig hans fæller ligge.

Savnet aldrig før han blev,
selv han skrev sit medlemsbrev
så til Alvor så til gammen så,
hvor kuglerne sang amen.

Savnet blev han ingen dag,
hvor det gjaldt om Danmarks sag,
bane tyktes ham ej bedre
end i kamp som vore fædre.

Savnet, o hvor tungt et ord!
Æresgæld i Dybbøls jord,
til ad åre vi kan lægge
Dannebrog på gravens dække.

Hoffmann-Schmidth

 

Du liden sangfugl i højen sky,
Er du kommen fra Slesvigs kyst?
Har du hørt det vilde våbengny,
har du set den blodige dyst?

Der kæmped så mange modige mænd
og mangen sit blod udgød;
var der blandt dem en ungersvend,
som fandt på valen sin død.

Han savnes! Ja moderen savner ham tungt
og broder og søster og ven,
han savnes, skønt end hans liv var så ungt
o, kommer han aldrig igen?

Han savnes! Thi hjertet på rette sted
ham sad, og øjet var mildt,
og panden var både høj og bred,
han tænkte så rigtigt og snildt.

Du liden sangfugl i højen sky,
vemodig er din røst,
du hørte hint vilde våbengny,
men bringer ej håb eller trøst.

Så sørgelig lyder din klagesang,
alt over den grønne eng,
ja, han er falden og sidste gang
har fjenden for ham redt seng.

O, du som huser ham, venlige jord,
hvor så end hvilen han fandt,
o, lad der spire et blomsterflor,
hvor hans ædle blod udrandt.

Thi selv han var en blomst udi lund
der tegned så såre smukt,
men stormen kom i hans ungdomsstund
og blomsten blev ikke frugt.

Dog blomsten, som faldt i hin barske stund,
Som ej på jorden fandt læ,
vil hisset finde en herlig grund
og vorde et dejligt træ.

From 

Mindestenen over fire officerer og tre befalingsmænd fra 22. Regiment

blev rejst i 1937. Her ses blandt andet løjtnant Kemps navn.

Stenen står mellem Skanse II og III, ca. 150 meter vest for

Skansegård, Grønnekærvej 1, Dybbøl.

I 1914 rejstes denne mindesten over fire sekondløjtnanter,

der faldt i 1864 og "hvis hvilesteder ikke kendes".

Stenen står ud til Dybbølgade, ca. 475 meter nordøst for møllen.

Sekondløjtnant ved 22. Infanteriregiment Victor Christian Kemp (søn af hofkobbersmed Niels Daniel K. og Dorthea Christine Schmidt), født 17. september 1842 i København (Petri), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet øst for Dybbøl Mølle. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 112-115.

Danske krigergrave og mindesmærker