stammede fra en slægt, der siden begyndelsen af det 17. århundrede har tjent i den danske hær og 1777 blev optaget i adelstanden. Hans fader, Jens Johan Frederik Beck, stod som kaptajn i Livgarden til fods og var gift med Christine Cathrine Harboe. Beck var født den 3. januar 1822 som den yngste af fire brødre; da forældrene døde kort efter hinanden, tog kong Frederik VI sig af ham og satte ham 1836 ind på Landkadetakademiet. Efter i 1842 at have bestået officerseksamen og dernæst endnu et år at have gjort tjeneste som repetent afgik Beck som sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1841 til 1. Linjebataljon, hvor han endnu stod ved fjendtlighedernes udbrud i 1848.
Han deltog i slagene ved Bov og Slesvig, i hvilket sidste han blev hårdt såret og fanget, samt nævnt med ros i rapporten af bataljonskommandøren Olaf Rye. Den 27. maj s.å. blev han premierløjtnant, kom i foråret 1849 til 3. Forstærkningsbataljon og udmærkede sig atter i slaget ved Fredericia, så at han den 9. september s.å. benådedes med Ridderkorset. I slaget ved Isted blev han, idet han tæt foran Sortehøj rådslog med en kammerat om den videre fremrykning mod fjendens indskæringer ved denne høj, på samme tid ramt af to kugler, af hvilke den ene, i tindingen, øjeblikligt gjorde ende på hans liv.
Beck blev af sine kammerater sat ualmindeligt højt både som soldat og som menneske; ”han var en perle”, har en af disse udtalt. I sin ydre fremtræden var han elskværdig, ligefrem og beskeden.
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1527-1528.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar