.jpg)
Den 1. januar 1824 blev Scholten kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 sekondløjtnant i Sjællandske Jægerkorps, 18. Bataljon, med anciennitet af 21. december 1828. Ved krigens udbrud 1848 var han premierløjtnant og adjudant ved korpset. Den 24. maj 1837 var han blevet premierløjtnant, og den 27. maj 1848 blev han kaptajn.
I slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 stormede han med sit kompagni sammen med to andre kompagnier redouterne nr. 3 og 4 og overtog, efter at chefen for korpset og cheferne for de to nævnte kompagnier var sårede, kommandoen over korpset. Den 9. september 1849 blev han Ridder af Dannebrog. I 1850 førte han sit kompagni i angrebet på Helligbæk den 24. juli og forfulgte fjenden til hen imod Bøgholt. Den 8. august deltog han i den hårdnakkede kamp ved Stenten Mølle.
Efter krigen stod han endnu nogle år ved sit gamle korps, indtil han den 16. juli 1857 blev major og forsattes til 3. Linjeinfanteribataljon. Den 1. oktober 1861 blev han chef for 20. Infanteribataljon, som han førte med stor bravour under krigen 1864 som 20. Regiment, såvel under kampen den 3. februar og under tilbagetoget, hvor regimentet en Tidtdannede hærens bagdækning, som senere ved Fredericia og på Dybbøl. Her ledede han den 18. april med stor dygtighed og uforfærdethed angrebet på venstre fløj mod en dér liggende afbrændt gård og senere dens forsvar. Kort forinden gården måtte forlades, blev han truffet i hjertet og døde på stedet. Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.
Den 22. december 1863 var han blevet oberstløjtnant, og den 26. marts 1864 fik han under kongens besøg i Fredericia Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Den 12. april 1851 ægtede han Nicoline Magdalene Petersen, datter af looper ved Øresunds Toldkammer, krigsråd Johan Peter Petersen.
Der er nogle småtræk fra hans krigerliv, der tydeligere end mange ord karakteriserer hans personlighed. Det berettes, at en officer kom til ham lige før bortmarchen fra Dannevirke og fandt ham omgivet af mandskab, der under hans tilsyn var travlt beskæftiget med at rengøre kvarteret. Til officerens forbavsede udråb svarede Scholten: ”Her kunne jo komme en tysk stabsofficer i kvarter, han skal dog ikke tro, at en dansk oberstløjtnant har boet i en sådan svinesti”.
En anden gang modtog han melding af nogle officersaspiranter, der lige var kommet til regimentet. Da de gik, sagde han halvhøjt til adjudanten: ”Å, Herregud, kanonføde!” Denne triste spådom gik i opfyldelse, idet de alle faldt den 18. april på en eneste nær, der blev såret. Denne ene traf Scholten om morgenen den 18. april i færd med at udtage et sirligt og velforsynet toiletetui af sit tornyster. ”Se, der er dog endnu en mand, der sætter pris på sit ydre, det er en sjældenhed herovre. Der er min tro også pomade. Lån mig lidt af den!”
Af disse træk tegner sig hans billede som den fine, lidt pilne aristokrat, hvis rolige, kølige naturel vel ikke forstår at opildne folkene, men som gennem sine ord og sit eksempel viser dem pligtopfyldelsens ideal. At han savnede udtryk for det varme, det begejstrende, lå dog ikke i karakterens kulde, men snarere i en frygt og afsky for alt, hvad der var hult, tomt og larmende.
Et bevis på, at hans sind kunne være blødt og medfølende, kan efterfølgende lille episode give. Han skulle bo på en gård, der i forvejen havde stærk indkvartering. Af en fejltagelse kom han ind i et rum, hvor to børn lå syge, og hvor alle familiens senge og meget andet bohave var sammenstuvet, og dette syn gjorde et sådant indtryk på ham, at han med tårer i øjnene vendte sig bort og gik ud af gården for at søge sig et andet kvarter. Han ville ikke yderligere forøge byrden.
.JPG)
.jpg)
Oberstløjtnant Scholtens og hustrus kister blev i 1932 flyttet fra det Scholtenske mausolæum på Assistens Kirkegård til Vestre Kirkegård, hvor det nye gravsted endnu findes.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 195-196.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar