var født den 17. august 1830 i Gladsaxe, hvor hans fader, kaptajn Christian Frederik Nellemann, der s.å. havde taget sin afsked som regimentskvartermester ved 1. Livregiment, havde bosat sig; moderen Sophie, født Jean, var af fransk slægt. 14 år gammel kom Nellemann fra Efterslægtselskabets Skole på Landkadetakademiet og blev i april 1848 sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet af 1. november 1847. Han blev ansat ved 1. Reservebataljon, men blev den 26. januar 1849 efter derom indgivet ansøgning forsat til Kavalleriet. Han gennemgik nu skolen på Jægersborg og blev ansat ved 3. Dragonregiment, men snart efter forflyttet til 4. Dragonregiment, hvor han først gjorde tjeneste ved regimentets 3. eskadron i Næstved, men om efteråret, efter at han den 22. juli havde fået premierløjtnants karakter, kom til 1. eskadron (ritmester Meyer), der henhørte til den på Als kantonnerende 3. Kavalleridivision.
I 1850 blev regimentet samlet under 2. Division, og den 25. juli hørte Nellemann med sin deling til dennes hovedstyrke. Da der, efterat Øvre Stolk var passeret, faldt skud i køen af kolonnen, blev han beordret tilbage for at rense byen, ledsaget af to af divisionens adjudanter, kaptajn P. Bauditz og premierløjtnant O. Vaupell. Attakken udførtes med glimrende tapperhed, men afsloges af fjendens langt overlegne og godt dækkede fodfolk; officererne blev på pladsen, Bauditz kvæstet under sin hest, Vaupell såret og Nellemann faldet.
Han omtales som et stille, beskedent og meget elskværdigt menneske.
Premierløjtnant 4. Dragonregiment
Jens Peter Sophus Nellemann (søn af gårdejer, kaptajn Christian Frederik N. og Sophie Hedevig Jean), født 17. august 1830 i Hjortespring, Herlev sogn, Københavns amt, faldet 25. juli 1850 ved Over Stolk, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1534-1535.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar