Kaptajn Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (1828-1864)

fødtes den 15. februar 1828 i København og var søn af kammerherre, generalmajor Henrik Maximilian Schow (død 1847) og hustru Ingeborg Elisabeth Nielsen (død 1871). Schow blev kadet den 1. november 1844, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1846 til sekondløjtnant ved 1. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1845. Den 12. november samme år tillodes det ham at bytte plads med en anden offficer, således, at han blev ansat ved 4. Jægerkorps. 

Fra 5. april 1848 til 24. april 1849 forrettede han tjeneste ved 1. Espingolbatteri. 1849-54 stod han ved 3. Jægerkorps, men var i 1849-51 vagtmesterløjtnant i Nyborg, 1854-58 ved 1. Jægerkorps, 1858-62 adjutant ved 1. Infanteribrigade og fra 1862 til sin død ved 18. Infanteribataljon som chef for 2. kompagni. Den 26. april 1849 blev han premierløjtnant og den 12. april 1861 kaptajn. Han deltog med ære i den første krig. I kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848 fik han en kugle i højre arm. Den 23. april 1849 ved Kolding såredes han igen i samme arm, der derefter blev amputeret på lazarettet i Billeshave. Skønt invalid deltog han dog i felttoget det følgende år.

Schow var en brav og retskaffen karakter, en trofast kammerat og en ualmindelig dygtig og pålidelig officer, der fordrede streng pligtopfyldelse af sine undergivne, men også selv foregik dem med et godt eksempel. Han var stille og af et noget melankolsk sind. For sin deltagelse i krigsåret 1848 fik han den 30. september Ridderkorset.

Man skulle tro, at tabet af den højre arm generede ham, men det var så langt fra tilfældet, at man endog sagde om ham, at han med sin venstre arm udrettede mere end andre med to arme. Med en mageløs viljekraft havde han lært sig at skrive med venstre hånd, og det endda smukkere end de fleste med højre. I det hele var det forbavsende, med hvilken lethed han klarede sig med sin venstre hånd. Man kunne ikke let gøre ham mere vred, end når man ville hjælpe ham overfrakken på. Han frabad sig det vel på en høflig måde, men dog således, at man ikke let oftere tilbød sin hjælp. Hans orden og akkuratesse under feltforhold syntes ofte noget vidtdreven, men han nåede altid derved, at kompagniet var i en udmærket stand og fortrinlig disciplineret.

Han var en fuldendt gentleman i sin optræden, og overalt hvor han kom, blev han behandlet med særlig hensynsfuldhed og respekt, når folk først havde lært ham at kende. Hans undergivne ærede ham højt og holdt af ham, fordi de følte, at han altid ville deres vel, og fordi de vidste, at de altid kunne stole på ham. Han var af et smukt og imponerende ydre.

Kort før hans regiment i 1864 skulle afgå til Slesvig, var han samlet med nogle venner i en selskabelig kreds, og her ytrede han: ”Jeg længes kun efter, at det skal gå løs for alvor, og at jeg kan komme med. Gud ved, hvad jeg denne gang skal miste!” Han havde ligesom en anelse om, at han ikke ville vende tilbage fra felttoget, men det gjorde intet skår i hans mod. Han gik altid med frejdighed faren i møde, når fædrelandet kaldte.

Han faldt – som den første officer – den 2. februar 1864 i den sydvestlige skanse ved Mysunde og ”gav sit liv hen for det dyrebare fædreland, hvis ære, ret og selvstændighed hans trofaste hjerte omfattede med inderlig varme”. Under kampen var han stadig ved brystværnet, søgte aldrig dækning, uagtet han opfordredes til at være mere forsigtig; men fjenden var for nær og hans våben for gode, til at han i længden kunne undgå sin skæbne. Han havde netop stået og talt med artilleriløjtnant Bache, til hvem han beklagede sig over, at 3. Regiment så hurtigt var kastet tilbage, da han så preusserne trække betydelige forstærkninger frem i ilden. Han skønnede da, at skansens besætning var for ringe og råbte ned til fodfolket mellem begge skanser om forstærkning, men i det samme styrtede han død om i armene på løjtnant Brock-Rasmussen, der stod ved hans side. Hans lig førtes til København og begravedes den 9. februar på Garnisons Kirkegård.

Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 2. februar.

Den første faldne

Svøb Dannebrog omkring den tapres lig,
flet ham en krans af laurens grønne blade,
affyr en salve ved hans grav og sig:
Tag hilsen med fra os til Ryes Brigade!

Du var den første. Du har med dit blod
det røde segl på krigens budskab stemplet,
men fjenden dyrt skal give mandebod.
Nu ved vi vejen – du os gav eksemplet.

Og mange vandre vil den samme vej,
før krigen bort fra os sin gang vil bøje,
men ingen går med frygt i hjertet – nej,
med sang på læben og med smil i øje!

Thi der er kræfter i en ædel sag,
og alle frejdigt går til kampens stævne;
og rammer dødens bud på slagets dag –
for hver, som falder, er der ti, som hævne.

Men vi som åndeløst med lytten stå,
mens hjerterne i stum forventning pines,
o, måtte vi dog alle tænke på,
hvor ringe dog vor gerning er mod hines.

Thi alt, hvad vi kan virke, høj og lav,
alt, hvad vi gør med råd og dåd og pleje,
er alt kun småt, imod hvad denne gav:
Han gav sit liv, hvor vi kun gav vort eje.

Velsignet hvile da dit støv i fred!
Gem navnet, Danmark, som en kærlig moder!
Thi ingen viser større kærlighed
end den, der ofrer livet for sin broder!

P.H.

 

Kaptajn ved 18. Infanteriregiment Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (søn generalmajor Henrik Maximilian S. og Ingeborg Elisabeth Nielsen), født 15. februar 1828 i København (Garnisons), faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 9. februar på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 197-199.