blev født den 15. marts 1830 i Skanderborg, hvor hans fader, baron C.F. Güldencrone, der tidligere havde været officer i 2. jyske Infanteriregiment, dengang var amtsforvalter; moderen var datter af admiral Bardenfleth. Kun 5½ år gammel, kom sønnen i huset hos den danske gesandt i Stockholm, grev Ludvig Moltke, gift med hans moders søster, og de otte år, han nu tilbragte i det fornemme diplomathus, kunne spores i hele hans senere udvikling. Da det var bestemmelsen, at han skulle uddannes til dansk officer, blev han 1843 sendt til København og kom i huset hos forstanderen for Friis’ Realskole, hvorfra han året efter dimitteredes til Landkadetakademiet. Flittig og velbegavet, som han var, gennemgik han med lethed de forskellige klasser og var elev i afgangsklassen, da han i april 1848 uden eksamen blev udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet af 1. november 1847.
Han blev ansat ved 3. Reservebataljon og kom således til sin sorg i lang tid ikke til at tage aktiv del i kampen. Først ved Haderslev den 29. juli kom han til at veksle nogle kugler med fjenden og henledte straks opmærksomheden på sig ved sit mod og sin snarrådighed. Om vinteren gennemgik han ved 3. Jægerkorps en kommandoskole, som han ofte senere med anerkendelse omtalte. Ved officersfordelingen i februar 1849 kom Güldencrone til 3. Reservejægerkorps, og da dette korps den 6. april ved Ullerup tog oprejsning for den skygge, Hoptrup-affæren havde kastet på dets navn, blev Güldencrone med udmærkelse nævnt i rapporten for den del, han havde deri. I resten af felttoget hørte korpset til besætningen på Als, hvor Güldencrone, der den 22. juli s.å. blev udnævnt til premierløjtnant, nu kom til at tilbringe hen ved fem fjerdingår, der kun afbrødes ved et besøg hos forældrene i København under våbenhvilen, og omend tiden flittigt anvendtes til øvelser og selvstudium, gik den dog tit noget trangt for den livlige unge mand.
Imidlertid modnedes han i det ydre som i det indre, og mens han ved sin afgang fra akaderniet var en slank yngling med et smukt og intelligent, men noget barnligt udvortes, havde han i felten udviklet sig til en ualmindeligt elegant og kraftig ung mand. Hans kompagnikommandør var daværende kaptajn E. du Plat, og da denne i juli 1850 blev beordret til at afgå med en ekspedition til Fehmarn, tog korpskommandøren ikke i betænkning at lade den knap 20-årige Güldencrone rykke ind i Sundeved som fører for kompagniet; under de derpå følgende anstrengende march- og forpostdage gjorde denne ikke hans forventninger til skamme. Den 25. juli, da korpset over Remmek rykkede til undsætning for de i Isted kæmpende afdelinger af 5. Brigade, var Güldencrone med sit kompagni i spidsen ved overgangen over åen og angrebet på den brændende by; her faldt han, dødeligt truffet af en kugle i brystet, og udåndede kort efter i sine folks arme.
Det var store forhåbninger, der blev lagt i graven med ham, og den sorg, der greb kompagniet ved den elskede førers bortgang, bredte sig til vide kredse, hvor alle, der have kendt den ædle yngling, bevarer mindet om hans ridderlige sind og trofaste karakter.
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1536-1537.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar