Sekondløjtnant Hans Peter Larsen (1836-1864)

fødtes den 27. marts 1836 i København og var søn af hoboist i Livgarden Peter Larsen og hustru Anne Marie Madsen. Larsen gik fra 1846-52 i Borgerdydskolen, hvorfra han 1852 tog første del af artium. Den 1. april 1853 blev han elev i højskolens yngste klasse, bestod derefter oprykningseksamen og den 1. april 1855 udnævntes han til sekondløjtnant à la suite i det kongelige ingeniørkorps samt indtrådte som elev i højskolens ældste klasse. Ved afgangseksamen herfra sattes han den 1. april 1857 i nummer ved Ingeniørkorpset med officersanciennetet af 1. april 1853. 

Han ramtes natten mellem den 13. og 14. april af en granat, der bortskød hele hans baghoved. Han var den eneste ingeniørofficer, der i denne langvarige og blodige kamp om Dybbøl måtte hengive sit liv for fædrelandet. Liget førtes til København og jordedes den 21. april på Garnisons Kirkegård.

Angående Larsens død findes følgende beretninger. Brev af 14. april 1864 fra ingeniørløjtnant Otto Larssen til den faldnes enke:

”Jeg opfylder herved en sørgelig pligt, idet jeg meddeler Dem de nærmere omstændigheder ved deres mands, min trofaste vens, endeligt. I går aftes fulgtes vi ad ud i stillingen; han, der havde været hjemme natten i forvejen, for at afløse mig i mit sædvanlige distrikt i følge sit eget tilbud. Efter at være nået fra stranden til midt mellem Skanserne nr. 3 og 4, hvor vi i løbegraven stod side om side i færd med at instruere nogle folk af besætningen om nødvendigheden af en højere jordopkastning for at være dækkede, ramte en pilsnar granat, det pågældende brystværn, så at vi alle faldt om; efter at jeg var kommet til mig selv igen, få øjeblikke efter, kaldte jeg på Larsen, men intet svar; jeg fandt ham da ved siden af mig ramt i hovedet, sandsynligvis af en granatsplint, og øjeblikkelig død. Et par ambulancebærere bar ham da straks til Sønderborg, hvor vor fælles ven, Andreas Müller, så hans lig, inden han blev henbåret til kirken, det fælles hvilested for mange brave kammerater”.

Her fortsættes brevet af løjtnant Larssens broder:

”Min broder, løjtnant Otto Larssen, blev afbrudt ved indtræffende forretninger, hvorfor jeg, efter hans ønske, sender Dem de løse papirer, som forefandtes i Deres elskværdige mands lomme. Min broder bad mig sige Dem, at han ventede, De i et og alt disponerede over ham med hensyn til hans faldne vens ejendele herovre; kort sagt, han ønsker at være Dem til den tjeneste han kan. Vor kære løjtnant Larsen tilbød mig sin seng i aftes kl. 9, da han gik til sit vanskelige og hæderlige arbejde, så det er en taknemlig ven af ham, som har det sørgelige hverv at slutte dette brev. Johan Larssen, frivillig konstabel. Skanse Nr. 6”. 

Brev fra køjtnant Otto Larssen, dateret Sønderborg den 16. april 1864 til den faldnes broder:

”Ved en desværre kun kort skrivelse, som jeg oven i købet ikke fik tid at fuldføre, supplerede jeg for Deres svigerinde den sørgelige efterretning, jeg sendte Dem pr. telegraf. Samtidig virkende i venskabets og fædrelandets tjeneste, fandt Deres broder den hæderligste død. Jeg behøver ikke at beskrive for Dem, hvor dybt vi herovre føler tabet af ham, hvor stærkt et indtryk, det navnlig har gjort på mig, der stod ham nær til det sidste. Hans uforfærdethed og dygtighed under disse forhold ville, som jeg erfarer, have sikret ham en udmærkelse; hans trofaste venskabelighed vil alle ofte og dybt komme til at savne”.

Beretning fra kaptajn Good til Ingeniørkommandoen, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”At udførelsen af de mig underlagte arbejder i nat har krævet som offer en af korpsets flinkeste yngre officerer, sekondløjtnant H. Larsen, er det mig en sørgelig pligt at indmelde. Løjtnanten havde denne nat ledelsen af arbejderne i linjen 1-3; han var i færd med at instruere nogle arbejdere ved det forsænkede kanonplacement til højre for nr. 3, da han blev truffet af en granat, der slog hjerneskallen ind, så at han med en kort rallen opgav ånden. Sekondløjtnant Larsen var en officer, der med høj grad af pålidelighed, orden og omdømme udførte de ham betroede hverv. Han har under Dybbølstillingens belejring haft lejlighed til at udvise det koldblodige mod, der udfordres, for under stærk granatild at ansætte arbejderne og få dem til at virke. Hans heltedød bør knytte hans navn til denne stilling og sikre ham et smukt minde blandt korpsets officerer”.

Endelig skrivelse fra den højstkommanderende ingeniørofficer i Dybbølstillingen til Ingeniørkorpset, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”Som jeg i dag pr. telegram har tilmeldt korpset, er sekondløjtnant H.P. Larsen faldet i nat. Jeg vedlægger kaptajn Goods beretning herom. Den afdøde har under den anstrengende og farefulde tjeneste, som han og hans kammerater har haft i de sidste uger, stedse vist særdeles dygtighed og koldblodigt mod og var som en god og vakker kammerat os alle kær. Under hans flerårige tjeneste under mig havde jeg lært at skatte ham højt. Fr. Dreyer”.

Den 1. juni 1859 ægtede Larsen Eleonore Roedsted, datter af proprietær Carl Roedsted, Bertelslund ved Horsens og hustru Cæcilie Storm fra Gedved Mølle. Hustruen og to børn overlevede ham og i maj måned 1864 fødtes en søn.

Mindestenen over ingeniørløjtnant H.P. Larsen blev rejst i 1926.

Stenen står mellem Skanserne III og IV, 

ca. 175 meter syd for landevejen.

Sekondløjtnant ved Ingeniørkommandoen Hans Peter Larsen (søn af oboist Peder Larsen Lyndbye og Anne Marie Madsen), født 27. marts 1836 i København (Garnisons), faldet natten mellem 13. og 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 21. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. juni 1859 i København (Garnisons) med Eleonora Christine Roedsted (datter af gårdejer Carl Adolph R. og Cecilie Laugine Storm), født 29. juni 1836 på Lille Borupgård, Kattrup sogn, Skanderborg amt, død 17. november 1865 i København (Garnisons). – Han efterlod en datter og en søn på hhv. 1 og 3 år, og i juli 1864 nedkom enken med deres tredje barn, der blev opkaldt efter faderen.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård findes ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 124-126.