Premierløjtnant Herman David Monrad Kall (1826-1850)

var født i København den 20. juni 1826; forældrene var Johan Kall, dr.jur., senere kammerråd og byfoged i Vordingborg og hustru Ellen Barbara Abigael, datter af generalpostdirektør David Monrad. I sit 9. år kom den unge Kall i huset hos en onkel, etatsråd Mazar de la Garde, postmester i Helsingør, og da denne fandt, at den livlige og opvakte dreng måtte egne sig til officer, sendte han ham nogle år senere til København, hvor han blev sat i huset hos kaptajn i Søetaten Prøsilius, hvis hus var meget søgt som hjem for unge mennesker, der skulle uddannes til land- eller søofficerer. Samtidigt blev Kall i professor Mariboes institut forberedt til den kongelige militære højskole, og jernflid i forbindelse med gode evner bragte ham så vidt, at han allerede 1842 kunne fremstille sig til adgangseksamen; men en under denne opstået tyfoid feber forhindrede ham i at fuldende den. De to år, han nu fik til yderligere forberedelse, var dog, hvad han selv senere erkendte, i mange henseender meget heldige for hans udvikling. 1844 bestod han adgangseksamen og 1846 oprykningseksamen, hvorefter han indtrådte i Ingeniørafdelingen. 

Da nu krigen udbrød nogle måneder, forinden klassen ordentligvis skulle have været afsluttet, blev der ingen afgangseksamen holdt, men rangeringen afgjordes af en jury, ved hvis kendelse Kall blev nr. 3 af 7 elever. Han havde anciennitet som sekondløjtnant i Artilleriet fra 1. august 1844, men blev nu forsat til Ingeniørkorpset med anciennitet fra 1. august 1846; allerede under 27. maj 1848 blev han udnævnt til premierløjtnant i korpset. Ved Feltingeniørdetachementets oprettelse blev han adjudant hos chefen, major Lunding, og deltog som sådan i slaget ved Slesvig samt i fægtningerne den 28. maj og 5. juni. Da Lunding det følgende år blev ansat som kommandant i Fredericia, vedblev Kall, hvem han satte meget pris på, at fungere som adjudant hos ham. Under belejringen mistede Kall to af sine nærmeste kammerater, ingeniørløjtnanterne Bjerregaard og Holm, hvis død han tog sig meget nær. Han selv synes ikke at have deltaget i nogen egentlig kamp, men hans stilling var dog langt fra uden fare, idet der gentagende gange slog bomber ned i de lokaler, hvor han dagligt opholdt sig. Han arbejdede dog ufortrødent, men pådrog sig ved overanstrengelse en øjensygdom, der, skønt han om vinteren gennemgik en kur i København, foreløbigt gjorde det umuligt for ham at tjene i hans eget våben. 

Ved fjendtlighedernes genoptagelse erholdt han derfor efter ansøgning tilladelse til at gøre tjeneste i Infanteriet og blev ansat ved 13. Linjebataljon. I bataljonens rapport over slaget den 24. juli omtales den standhaftighed, hvormed han (tilligemed premierløjtnant Gorm) holdt sig ved Elmskov, efter at størstedelen af bataljonen alt var i tilbagegang, og atter den følgende dag omtales hans tapperhed, da bataljonen blev overfaldet, idet den rykkede igennem Øvre Stolk; tre gange stormede Kall et hus for at standse fjendens fremrykning, den tredje gang blev han på pladsen, truffet af flere kugler.

Kall og en kammerat (løjtnant Valdemar Bauditz) havde aftenen før slaget lovet hinanden, at den, der levede, hvis den anden faldt, skulle underrette hans nærmeste derom; af denne vens brev hidsættes følgende linjer: ”Agtet og elsket, som han var af enhver, der kendte ham, tror jeg ikke, at mange ville blive således savnede og begrædt som han; jeg vil aldrig glemme hans ædle sind og gode hjerte”.

Premierløjtnant ved 13. Linjeinfanteribataljon Herman David Monrad Kall (søn af kontorchef Johan Christian K. og Ellen Barbara Abigael Monrad), født 20. juni 1826 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli 1850 på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1528-1530.

Danske krigergrave og mindesmærker