tirsdag den 24. januar 2023

Kaptajn Georg Frederik Sophus Falkenberg (1811-1850)

søn af oberst Georg Frederik Krogh Falkenberg og hustru Anna Sophie, født Pahl, blev født den 19. februar 1811 i Kalundborg, hvor hans fader dengang lå i kantonnement som kaptajn ved 2. jyske Infanteriregiment. Kort efter sin fødsel blev han indskrevet ved Landkadetkorpset, hvor han den 1. januar 1826 indtrådte som virkelig kadet. Femårsdagen herefter blev han efter at have bestået officerseksamen sekondløjtnant à la suite ved 2. jydske Regiment, men forblev som kommandersergent ved Kadetkorpset indtil den 28. juli så., da han med anciennitet fra 6. juni 1829 afgik til regimentet, hvor faderen endnu i nogle år tjente sammen med sønnen.

Denne blev den 22. januar 1839 premierløjtnant og overgik i 1842 til den af 2. jydske Regiment dannede 9. Linjebataljon, med hvilken han rykkede ud 1848 og blandt andet deltog i slaget ved Slesvig. I august måned s.å. kom han som kompagnikommandør til 1. Bataljon danske Frivillige og efter dennes opløsning til 1. Revervebataljon. Den 22. januar 1849 blev han kaptajn og fremhævedes s.å. i rapporten for sin deltagelse i affæren ved Avnbøl den 5. april. Han faldt den 25. juli 1850 i spidsen for sit kompagni, der hørte til 2. Divisions, af oberstlientenant Henckel kommanderede hovedreserve, da denne gik frem for at fordrive fjenden fra Øvre Stolk. Hans lig blev bragt til Flensborg og der bisat den 28. juli, men senere ført til København og begravet på Assistens Kirkegård.

Falkenberg omfattede med liv og lyst sin militære stilling, hvortil han til trods for et noget uanseligt ydre havde fortrinlige anlæg, navnlig i praktisk retning. Skydning var hans yndlingsfag, og han hjembragte ikke sjældent præmier fra officerernes skydeforening på Enighedsværn, ligesom han, da han rykkede ud, medførte sin riffel, som han oftere fandt lejlighed til at bruge. Som kammerat var han på grund af sin livlige og elskværdige karakter lige så afholdt, som han på grund af sin samvittighedsfuldhed og duelighed var skattet af sine foresatte. Han var gift med en datter af oberst i Livjægerkorpset C.C.N. Tronier, Andrea Cecilie, der overlevede ham, men uden børn.


Kaptajn ved 1. Reservebataljon Georg Frederik Sophus Falkenberg (søn af oberst Georg Frederik Krogh F. og Anna Sophie Pahl), født 19. februar 1811 i Kalundborg, faldet 25. juli 1850 ved Isted, bisat 28. juli fra Flensburg, begravet på Assistens kirkegård i København. Gift 3. marts 1849 i København (Garnisons) med Andrea Cecilie Tronier (datter af oberst Wulf Veit Christoph T. og Cathrine Marie Lindbom), født 8. oktober 1815 i København (Garnisons), død 4. maj 1863 i København (Frue). – Ægteskabet var barnløst.

Han blev gravlagt i svigerforældrenes gravsted på Assistens. Dette gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1518-1519.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar