Kaptajn Sigvard Urne Rosenvinge Lundbye (1820-1864)

fødtes den 16. juni 1820 i København og var søn af oberstløjtnant og chef for Raketkorpset, Joachim Theodor Lundbye (1778-1841) og hustru Cathrine Bonnevie (1792-1863).

Den 1. maj 1839 blev han kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1842 til sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1841. Hans militære løbebane var da følgende: 7. Linjeinfanteribataljon 1842-45, 13. Linjeinfanteribataljon 1845-49, premierløjtnant den 27. maj 1848, 10. lette Bataljon 1849-51, kaptajn den 6. oktober 1850, atter 13. Bataljon i 1851, 3. Brigade 1851-56, 2. Brigade 1856-59, 10. Infanteribataljon 1859-64 og endelig fra 29. marts 1864 kommandør for 2. Regiments 2. bataljon under major Høsts sygdom. Han deltog med hæder i den første slesvigske krig og fik for denne sin deltagelse den 9. september 1849 Ridderkorset.

Han var i besiddelse af en klar forstand, ro og fasthed, egenskaber, der karakteriserer den gode soldat. Med liv og sjæl var han infanterist, og hans kærlighed til sit våben har fundet udtryk i flere artikler fra hans hånd om infanteriets organisation.

Den 18. april ledede han forsvaret af Skanse nr. 4. Han opmuntrede sit mandskab såvel ved ord som ved handling, idet han kæmpede imellem det ved brystværnet. Mandskabet fulgte hans eksempel og gjorde sin pligt til det sidste ligesom han, men omsider måtte han overgive sig for den knusende overmagt, der stormede ind i skansen fra alle sider og fyldte det lille rum til trængsel. Straks efter overgivelsen faldt han for en rasende hannoveraners kugle. Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård. 

Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold i kampen på hin sørgelige dag. I den korte tid han var bataljonskommandør ved 2. Regiment, vandt han alles hengivenhed ved sin elskværdige, humane og djærve optræden.

Et betegnende træk af ham skal nævnes. Da regimentet en aften i den første halvdel af april trak fra skanserne ind i brohovedet for at bivuakere der, var der for officererne rejst et par lærredstelte, men da Lundbye så, at mandskabet skulle ligge under åben himmel, forsmåede han det ly, som teltet kunne yde. Udmattet og syg, som han var, lagde han sig i den bidende kolde vind midt blandt soldaterne på den frosne jord, som kun sparsomt var dækket med halm. Stivfrossen og forkommen vågnede han ved daggry og var den første til at trøste og opmuntre de hårdt medtagne soldater.

Når officererne klagede over sygdom og overanstrengelse vidste han altid på sin ejendommelige, elskværdige og gemytlige måde at opmuntre dem til at holde ud til enden. Han selv var altid fuld af håb og fortrøstning og han forstod at indgyde andre disse følelser. Og han holdt ud til enden. Ære være hans minde.

Lundby ægtede den 8. august 1852 Charlotte Caroline Augusta Ernst (1824-1868), der tillige med fem børn overlevede ham: ”Hendes trøst var det, at den Almægtige lod ham nyde lønnen for den hjertensgodhed, der var hovedtrækket i hans karakter”. Han var en ualmindelig kærlig og øm familiefader.

Enken tillagdes under 4. maj 1864 rang med majors enker.

Højt kvidred den lille lærke
sin Sang under forårssky,
den kunne nu sikkert mærke,
at vi fik sommer på ny.

Den kvidred trods skytsets torden
og såredes høje skrig,
den kvidred glad, skønt jorden
var ganske bestrøet med lig.

Den kvidder trøsted så mange,
der kæmped for Danmarks sag;
han lyttede glad til dens sange
hin morgen på kampens dag.

Og rolig sad han og lytted
trods kuglernes susende regn;
der sad han fast ubeskyttet
bag markens nedskudte hegn.

Og lærkens sang gav hans hjerte
et håb om sommer på ny,
at Danmarks kummer og smerte
skulle svinde som vintersky.

Det knalded derude i kæden,
”Herop, det gælder en dyst,
nu vover sig fjenden af reden,
nu kæmpe de danske med lyst!”

Han var den første på skansen;
der stod han rolig og mild,
men øjet i kugledansen
fik en sær, en strålende ild.

Han var den sidste i skansen;
den kosted hans hjerteblod,
i øjet slukkedes glansen,
og jorden suged hans blod.

Men liden lærke sin trille
så smukt over skansen slog,
som om den berømme ville
den helt, Vor Herre tog.

Michael Gjørup

Mindestenen over kaptajn Lundbye brev rejst 1938.

Stenen står i det sydvestlige hjørne af Skanse IV 

på Dybbøl Banke, ca. 150 meter syd for museet.

Kaptajn ved 2. Infanteriregiment Sigvard Urne Rosenvinge Lundbye (søn af artillerikaptajn Joachim Theodor L. og Cathrine Bonnevie), født 16. juni 1820 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Garnisons kirkegård i Københavns. Gift 8. august 1852 i Fredericia (Michaelis) med Charlotte Caroline Augusta Ernst (datter af oberstløjtnant Frederik Christian E. og Sophie Wendel), født 6. november 1824 i København (Garnisons), død 4. januar 1868 i København (Garnisons). – Han efterlod sig tre døtre og to sønner i alderen 6 mdr.-9 år. Den yngste søn døde blot halvandet år senere. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 139-141.

Danske krigergrave om mindesmærker (1)

Danske krigergrave om mindesmærker (2)