Premierløjtnant Frantz Ludvig Winsløv (1831-1864)

fødtes den 4. august 1831 i København og var søn af justitsråd Peter Johan Christian Winsløw og hustru Elisabeth Sophie Jacobsen. Tretten år gammel blev han den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1849 til sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps (20. Bataljon) med anciennitet af 1. november 1848.

I krigsåret 1850 stod han dels her, dels ved 1. Forstærkningsjægerkorps. 1851-53 stod han ved 3. Jægerkorps, var à la suite 1853-56 for at tage landinspektøreksamen og kom tilbage til 3. Jægerkorps 1856-58. Han var derefter igen et år à la suite for at arbejde som landinspektør, men fra 1859 atter ved 3. Jægerkorps. Den 1. oktober 1863 ansattes han som kompagnikommandør ved 4. Regiments 8. kompagni. Den 15. august 1858 var han blevet premierløjtnant.

Ved forpostfægtningen den 17. marts foran højre fløj af Dybbølstillingen lærte 4. Regiment for alvor preussernes tændnålsgevær at kende og ved fremrykningen mod dette mistede Winsløws kompagni snart alle sine officerer. Her faldt den tapre kompagnikommandør selv, ramt af en kugle, der gik ind ad højre tinding og ud bag venstre øre, så døden indtrådte med det samme.

Fjenden lagde hans lig ind i Dybbøl Kirke sammen med ligene af 25 preussiske officerer. Alt, hvad der fandtes på Winsløw af værdisager, bragtes samme aften af en preussisk officer til forposterne og blev senere tilstillet familien. Hans ur var indsvøbt i papir, i hvilket tillige var indlagt en afklippet lok af den faldnes hår. Liget førtes til Nyborg, hvor det modtoges af familien. Hans ansigtstræk var ganske som til daglig, ikke spor af forandrede, og på hans mund ligesom spillede endnu et smil. Han var en meget religiøs mand, der havde mange nære venner blandt grundvigianismens bærere. Han begravedes den 26. marts på Nyborg Kirkegård.

Winsløw fremhæves i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 17. marts.

1858 ægtede han Sophie Schalburg, datter af kommerceråd Schalburg i Nyborg. Hustruen og to døtre overlevede ham.

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Frantz Ludvig Winsløv (søn af kancellist Peter Johan Christian W. og Elisabeth Sophie Jacobsen), født 4. august 1831 i København (Garnison), faldet 17. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 26. marts på Nyborg kirkegård. Gift 18. september 1858 i Nyborg med Sophie Henriette Schalburg (datter af gæstgiver Johan Frederik S. og Martine Sophie Jespersen), født 21. december 1834 i Nyborg, død 18. november 1905 i København (Jakobs), begravet i Nyborg. – Han efterlod sig to døtre på 1 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 230-231.

John Maalø Larsen: Danske krigsmindemærker, krigergravminder og krigergrave på Nyborg kirkegårde. Nyborg – før & nu 2020, s. 66-95.

Premierløjtnant Jens Peter Thorvald Westberg (1829-1864)

fødtes den 23. januar 1829 i København og var søn af brygger Christen Jensen Westberg (død 1847), ejer af det dengang meget bekendte ølbryggeri i Magstræde, og hustru Abelone Kristine Nielsen. Han blev student kun 16 år gammel, hvorfor der måtte søges om særlig tilladelse for ham til at tage artium. Senere blev han teologisk kandidat.

Han meldte sig frivillig i 1848 og ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han efterhånden avancerede til kommandersergent. Den 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 1. januar samme år. Den 19. august 1849 forsattes han til linjen med anciennitet af samme dag, men fik den 26. august 1849 sammen med samtlige under krigen udnævnte løjtnanter anciennitet af 30. april 1848.

Han stod ved 3. Reservebataljon til 1850, ved 3. Linjeinfanteribataljon 1850-57, udnævntes til premierløjtnant den 16. juli 1857 og forsattes til 15. Linjeinfanteribataljon. 1858-60 var han vagtmesterløjtnant på Kronborg, stod ved 18. Infanteribataljon 1860-61 og forsattes endelig i 1861 til 4. Infanteribataljon.

Han var af naturen stille og ingen ivrig selskabsmand, dog var han i besiddelse af et eget tørt lune. Han var ualmindelig afholdt af alle, både over- og undermænd. Ved alle stridigheder mellem kammeraterne valgtes han som en selvfølge til forligsmægler. I krigen 1864 var han kommandør for 4. Regiments 7. kompagni.

Noget hen i krigen blev han syg af tyfus og bragtes til København. Trods lægens forbud måtte han dog afsted til krigsskuepladsen, inden han endnu var helt rask. Otte dage efter faldt han. Den 29. juni stod han med sit kompagni i reserve bag højre fløj af stillingen på Als. Da landgangen tidlig om morgenen begyndte, og de forskellige feltvagter blev tvunget bort fra deres standpladser, ilede han med sit kompagni frem mod løbegravslinjen, men nåede ikke længere end til Arnkilskovs vestlige udkant, hvorfra han i forbindelse med to feltpjecer af 9. Batteri, der havde fulgt kompagniet til skovkanten, beskød fjenden.

Her blev kompagniet dog kun kort tid, da fjendens stærke fremtrængen i front og højre flanke tvang det til at gå tilbage mod gården lige syd for skovens sydøstlige hjørne. Under denne tilbagegang led kompagniet store tab, navnlig ved ilden i dets flanke, og inde i skoven faldt Westberg. Han segnede bag over; ansigtet var ligblegt, fråden stod ham om munden, og øjnene stod stive. Folkene forsøgte at få ham med tilbage, men fjendens fremtrængen forhindrede det.

Folk af hans kompagni udtalte, at han altid og lige til det sidste udviste en mageløs ro og koldblodighed forenet med tapperhed, og hans død beklagedes smerteligt i kompagniet. Liget blev liggende i skoven og fandtes først meget længe efter i stærk opløst tilstand og fuldstændig udplyndret, endog knapperne vare skåret af uniformen. Det førtes til København og begravedes den 15. august på Garnisons Kirkegård. 

1858 havde Westberg ægtet Albine Kohl, datter af forhenværende kaptajn i marinen C. Kohl. Hustruen overlevede ham. Der var ingen børn.

Som yngling kaldtes han Minervas søn;
til fredens gerning han sit liv indvied;
han elsked, og i hjertets stille bøn,
indslutted han vor moder, Danmark skøn,
som fostred ham, og af hvis bryst han died.

Han elsked frihed, thi han vidste godt,
at frihedsånd ej fødes af trælkvinde,
at den gør lyst i hytten som i slot
og falder ej for trælles hån og spot,
i den kun Gud og livet vi kan finde.

Hist myriader af svartalfer stod,
– Herodes og Pilatus venner sanke –
med løgn forrådte de uskyldigt blod
de frihedsånden trådte under fod
og rusked løven i dens stolte manke.

Han sværdet drog – for frihed livet gav.
Tak for din dåd i kampen for det sande!
Når fjender over sandhed bryder stav,
skal ærens blomster spire på din grav
og vokse op af blodet på din pande.

J.H.

 

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Jens Peter Thorvald Westberg (søn af brygger Christen Jensen Westberg og Abelone Kirstine Rasmussen), født 23. januar 1829 i København, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, begravet 15. august på Assistens kirkegård i København. Gift 26. maj 1858 i København (Garnisons) med Elise Alvine Kohl (datter af kaptajnløjtnant Carl Frederik Christian K. og Charlotte Amalie Hansen), født 16. januar 1832 i København (Holmens), død 5. april 1891 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Begge blev begravet på Petri Assistens kirkegård. Cohen siger godt nok Garnisons, men derfra blev de begge bisat

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 227-229.

Foto: Historiecenter Dybbøl Banke.

Sekondløjtnant Ludvig Valdemar Weitemeyer (1841-1864)

fødtes den 19. juli 1841 i København og var søn af mekanikus Ludvig Leonhard Weitemeyer og hustru Anna Catharina Zimmer. Efter konfirmationen kom Weitemeyer i smedelære hos faderen for at uddannes i dennes forretning, men han fik hurtig Lyst til at læse, som det gode matematiske hoved han var. Den 26. januar 1863 fik han fra Polyteknisk Læreanstalt bevis for at have taget eksamen som polyteknisk kandidat med 2. karakter i mekanik.

Han ønskede nu at blive uddannet som reserveofficer og erholdt tilladelse til at indtræde i Artilleriets reserveofficersaspirantskole fra den 11. maj 1863. På grund af mobiliseringen afgik Weitemeyer ved skolens ophævelse den 31. december 1863 til praktisk tjeneste ved Artilleriet.

Som aspirant var han med ved tilbagetoget fra Dannevirke, og her viste han en resolut optræden. Han kom nu til Nordborg og i sine breve til hjemmet beklagede han sig over sin uvirksomhed her. Han havde ønsket at komme til Dybbøl. Endelig fjorten dage før han faldt, fik han sit ønske opfyldt om at komme til Dybbøl.

Den 13. april 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriets krigsreserve. Han faldt allerede den 14. april under fjendens heftige beskydning af Dybbølstillingen. Han ramtes i skulder og baghoved af en granat, der dræbte ham øjeblikkelig. Han var en ung mand med meget gode kundskaber og med en i enhver henseende hæderlig karakter.

Han begravedes på Sønderborg Kirkegård, men da faderen fik meddelelse om hans død, førtes liget til København og blev den 24. april begravet på Assistens Kirkegård.

Med smil på læben han fremad drog,
i livet som og i døden,
med smil på læben han for os slog
og værned om os i nøden.

Nu er han død, men smilet ej,
det spiller ham end om munden.
En kugle standsed ham på hans vej,
men han har dog sejr vunden.

Med hjertet fuldt og øjet vådt
vi standser nu ved din båre;
kun et kan gøre sindet godt
og standse vemodens tåre:

Det er din lysende idræt, som
fra mund til mund skal vandre
og minde de kommende slægter om:
Du ofred dit Liv for os andre!

 

Sekondløjtnant ved Artilleriregimentet Ludvig Valdemar Weitemeyer (søn af kunstdrejermester Ludvig Leonhard W. og Anna Catharina Zimmer), født 19. juli 1841 i København (Petri), faldet 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Assistens kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 225-226.

Waldemar Weitemeyer: Breve mellem front og hjem 1864. Breve til og fra Waldemar Weitemeyer under felttoget 1864 / udgivet af Mogens Weitemeyer. Kbh., 1995. 124 sider.

Premierløjtnant Barthold Detlef Melchior Walter (1828-1864)

fødtes den 21. maj 1828 i Ratzeborg og var søn af etatsråd, amtmand og første embedsmand i Lauenborg Amt, Friedrich Eduard Walter. Walter var i 1851 tilgået hæren med den lauenborgske jægerbataljon, senere 14. Bataljon. Han havde sekondløjtnants anciennitet af 16. januar 1851. Den 13. maj 1852 blev ban forsat til 3. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til sin død. Premierløjtnants karakter og anciennitet fik han den 10. oktober 1863 og til premierløjtnant udnævntes han den 28. april 1864. Han var med ved Mysunde, hvor han såredes let, og ved Dybbøl den 17. marts og den 18. april.

Den 28. juni om aftenen havde Walter været sammen med flere af officererne, der i barakkerne på Als havde haft et lille sold. Drikkevarerne var kun få, men stemningen var, for enhver, der havde været med, uforglemmelig. Selv temmelig tørt anlagte personer kom der forunderligt liv i den aften, og hver gav sit bidrag til underholdningen, men intet gav en sådan genlyd hin aften, som en kort tale, Walter holdt for ”gamle Dannebrog som symbol for sandhed og Rer”, trods det, at Walter oprindelig var tysker, født i Lauenborg, og havde hele sin slægt i Tyskland.

Klokken var blevet hen ad to mellem den 28. og 29. juni; nogle var gået til ro, andre, deriblandt Walter og en kammerat, gik i samtale udenfor barakkerne. Han havde gentagne gange udtalt, at han var vis på, at preusserne ville angribe den nat. Pludselig udbryder han til sin kammerat: ”Hører De?” Kammeraten hørte endnu intet, men Walter for straks hen og alarmerede først sit kompagni, første, og derefter de andre kompagnier, således at de, der alt var gået til ro, hurtigt kom i klæderne igen, klar til at gå mod fjenden. Kort efter lå Walter på kamppladsen, ramt af et skud i brystet, bedækket med Dannebrog i form af Ridderkorset, som var tildelt ham den 27. juni og netop samme dag var kommet ham i hænde.

Han faldt i fangenskab og førtes til Augustenborg lazaret, hvor han døde samme dag. Den 8. juli blev hans lig begravet på Augustenborg Kirkegård. Senere rejstes på hans grav et mindesmærke med inskriptionen: ”Dette minde sattes ham af venner og kammerater”.

Walter var en meget lovende og tapper officer, der i rapporten var fremhævet med udmærkelse for sit forhold under den sidste kamp ved Dybbøl, den 18. april.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Barthold Detlef Melchior Walter (søn af landsyndikus, højesteretsadvokat Eduard Friederich W. og Louise Eleonora), født 21. maj 1828 i Ratzeburg (Petri), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død samme dag på Augustenborg lazaret, begravet 8. juli på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 223-224.

Danske krigergrave og mindesmærker.

Sekondløjtnant Viggo Theodor Voldby (1839-1864)

fødtes den 1. september 1839 i København og var søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og hustru Ida Florentine Sehrens. Den 1. november 1856 blev Voldby kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1859 udnævnt til sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1858, idet han den 1. november 1858 var ansat som kadetunderofficer ved korpset. Den 1. november 1860 blev han forsat til 18. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Den 15. marts opholdt han sig i blokhuset i Skanse nr. 2 sammen med adskillige andre, da en granat slog ned i det og anrettede en del ødelæggelse. Voldby blev ramt, mens han sad i en vagtstol, og han så ganske ud, som om han sov. Da han blev tiltalt, gjorde han et forsøg på at åbne øjnene og bevæge læberne, men i det samme banede en smal blodstribe sig vej ud fra den ene mundvig. Det var forbi med det samme; han havde fået en let og en smertefri død.

Voldby var en ung, køn mand, med et venligt, tiltalende og frejdigt udseende, en mand, der ved sit livsglade og åbne væsen var afholdt såvel af sine kammerater blandt officererne som af sine undergivne. Disse sidste holdt især af ham, fordi han, trods han krævede streng pligtopfyldelse, altid forstod at gøre det på en halv spøgende, halv alvorlig måde, som var uimodståelig elskværdig. Han var, på grund af sin venlige måde at være på over for folkene, altid en slags mellemmand mellem disse og den strenge kompagnichef, kaptajn Schow. Hvor tit havde han ikke trøstet en stakkels synder, der havde forset sig, når denne af kaptajnens miner spåede sig det værste. Men Voldby kendte kaptajnen så godt og vidste, at denne ikke mente det så slemt, som det så ud til.

Voldby, der var en dygtig, ung officer, gik med store forventninger i krigen, håbende i den at bringe det til noget; han havde den faste tro, som det var kammeraterne umuligt at få ham fra, at han ikke kunne blive såret. Han var i den henseende en fuldstændig modsætning til kaptajn Schow, der altid sagde, at han var vis på at blive truffet i den første kamp, hvilket jo også skete. Voldbys lig førtes til København og begravedes den 23. marts på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Mysunde den 2. februar.

Åben, ærlig var din hele stræben,
smil i øjet, venligt ord på læben,
svulmende af mod, af liv og lyst,
banked hjertet i dit unge bryst.
Kærlig søn du var og kærlig broder,
trofast ven, som aldrig glemmes skal.
Ædel sans for livets bedste goder,
varm begejstring for dit tunge kald.

Sådan var du, sådan vil dit minde
leve iblandt os, som elsked dig.
Selv når disse tunge tider svinde,
når vor mørke himmel klarer sig,
vil dog mangt et suk og mangen tanke
søge dig vor ædle tabte ven,
og da vil du til vor trøst og lindring
stå for os i lysende erindring.

H.D.

 

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Viggo Theodor Voldby (søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og Ida Florentine Sehrens), født 1. september 1839 i København (Frelsers), faldet ved Dybbøl 15. marts 1864, begravet 23. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 221-222.

J.W.G. Norrie: Løjtnant Voldbyes breve fra 1864. Sønderjyske årbøger 1961, s. 80-120.

Premierløjtnant Carl Frederik Thomsen Warberg (1832-1864)

fødtes den 11. marts 1832 i Aalborg og var søn af købmand Nicolai Frederik Breckevoldt Warberg og hustru Amalie Svendsen. Fjorten år gammel blev Warberg den 1. november 1846 kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1851 til sekondløjtnant ved 6. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1850. Her stod han i ti år og forsattes den 22. april 1861 til 11. Infanteribataljon. Den 11. juni 1863 blev han premierløjtnant.

Da Warbergs kompagnichef, kaptajn Licht, den 3. februar blev såret, overtog han kommandoen over 1. kompagni. Han kom just fra Flensborg, hvorhen regimentet havde sendt ham for at hente de indkaldte forstærkningsmænd. I høj grad beklagede han sig over, at han derved var gået glip af lejligheden til at deltage i kampen om Dannevirke.

Hans kammerater trøstede ham med, at der nok kom mere af den slags, og det slog kun alt for godt til. Et par dage senere såredes Warberg ved Sankelmark. I denne for vore våben så hæderlige træfning stod han i slagets brændpunkt, da hans regiment, der i begyndelsen af kampen havde stået i anden linje, for alvor kom i ilden.

Kompagniet stod tværs over chausseen, der går forbi Sankelmark Skov. Brigadechefen Max Müller lod blæse: ”Gå på” til sine jyder, da østrigerne angreb. Tre kompagnier under Warberg, Stricker og Scheel gik dels frem gennem skoven, dels ad chausseen, og fem kompagnier gik frem i det åbne terræn mellem chausseen og Munkvolstrup og standsede de fjendtlige kolonner, som stormede op ad bakkerne. Efter at østrigernes angreb var afslået, posteredes Warbergs ene halvkompagni på chausseen lige midt for skoven og afslog her et bajonetangreb af en østrigsk kolonne, der påny gik frem ad vejen. Her understøttedes han fortrinligt af sit andet halvkompagni under løjtnant Ivar Leth og af en deling af 6. kompagni under løjtnant Møller Holst. Warberg kæmpede som en rasende og stødte en østrigsk fører ned. Tillige med sin våbenmester, Obel, og nogle menige omringedes han. De kastede fjenden til side, men under kampen dræbtes våbenmesteren, og Warberg ramtes af en kugle i venstre side.

Han faldt om, rejste sig atter, gik et par skridt mod syd, men styrtede igen til jorden. Nu faldt de fjendtlige soldater over ham og røvede hans kikkert og ur. Efter hans fald førtes kompagniet af overkommandersergent Silkeborg, der nu var kompagniets ældste befalingsmand. Warberg førtes af fjenden til Gottorp lazaret, hvor han døde den 10. februar. Han begravedes formentlig den 12. februar på Slesvig Kirkegård. Hans dødsdag er dog ikke ganske sikker, fra anden side menes denne at være den 7. februar.

Fra sine kammerater havde Warberg det lov på sig, at han var pligtopfyldende og højtbegavet. Han havde et stridbart sind, der skaffede ham tilnavnet Tjørnen. Han var meget hidsig og angreb alle dem, der var forknytte. Han sagde ofte: ”Det, der giver manden værd, er, at han opfylder sin pligt, og det er hver dansk mands pligt at vove livet for sit fædreland, hvis selvstændighed vi har opretholdt i over 1000 år, navnlig mod tyskerne”, et folkeslag, som Warberg hadede, fordi de overfaldt os.

Dette karaktertræk gør ham ære og er en hæder for hans minde. Hans regimentschef, major Rist, der også såredes ved Sankelmark, skrev til hans fader: ”Som kommandør for det regiment, i hvilket Deres hr. søn kæmpede så kækt og ofrede det højeste, nogen kan ofre på fædrelandets alter – sit liv – være det mig tilladt at bevidne Dem min såvel som hans kammeraters inderlige deltagelse og sorg over at skulle miste en så brav kammerat, en så hæderlig og dygtig, nu savnet officer. Han havde nylig modtaget kommandoen over regimentets 1. kompagni, hvis tidligere officerer var sårede. Han førte sine folk godt og var en officer, af hvis fremtid regimentet lovede sig meget godt. Regimentet skænkede ham sin fulde tillid og så altid hans færd med tilfredshed. Jeg antager, dette usminkede vidnesbyrd vil være Dem en tilfredsstillelse og liden lindring i Deres sorg og tunge skæbne. I det håb og med bøn om, at Altstyreren vil give Dem styrke til at bære korset, han har lagt på Deres skuldre, og bevidnende Dem regimentets inderlige deltagelse og bedrøvelse over løjtnantens bortgang, tegner jeg mig, Dem ubekendt, med deltagelse. Garnisonshospitalet, den 26. februar 1864. Deres ærbødige, Rist”. 

 

Premierløjtnant ved 11. Infanteriregiment Carl Frederik Thomsen Warberg (søn af købmand Nicolaj Brechwoldt W. og Juliane Marie Bach), født 11. marts 1832 i Aalborg (Budolfi), såret 6. februar 1864 ved Sankelmark, død 10. februar på Gottorp lazaret, begravet 12. februar på Garnisonskirkegården i Schleswig. Ugift.

 Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 218-220.

Sekondløjtnant Christian Trepka (1842-1864)

fødtes den 20. juni 1842 i København og var eneste søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka, der faldt den 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, og hustru Ida Louise Mathilde Falbe, datter af kammerherre C.T. Falbe. Trepka gik som dreng i Borgerdydskolen i København. I 1856 havde han bestået adgangseksamen til Søkadetakademiet og samme år sejlet med kadetskibet. Han opgav dog denne vej og fortsatte læsningen. 1861 blev han student og 1862 tog han filosofikum ved universitetet med 1. karakter; derefter studerede han kemi.

Fra 8. januar til 16. marts 1864 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, afgik sidstnævnte dag som aspirant til tjeneste ved 18. Regiment og deltog med dette i Dybbøls forsvar. Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 18. Regiment.

Natten til den 29. juni var han med sine folk på skansearbejde på det sted, hvor landgangen på Als skete. Om morgenen tidlig, da regimentet rykkede frem til understøttelse for 4. Regiment, blev han hårdt såret, faldt i fangenskab og indlagdes på Snogbæk lazaret, hvor han døde den 9. juli.

Den 11. juli begravedes han på Sottrup Kirkegård, men liget optoges senere og førtes til København, hvor det begravedes den 22. august på Søetatens Kirkegård.

Han besad et sind, der var åbent for alt stort og ædelt, og hans ualmindelige åndsevner berettigede til de lyseste forhåbninger. Alt som dreng ragede han op over sine kammerater og var sine læreres udprægede yndling. Trepka sammen med to andre faldne officerer, Færch og Toxwerdt, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet i Studenterforeningen. 

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Christian Trepka (søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka og Ida Louise Mathilde Falbe), født 20. juni 1842 i København (Garnisons), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 9. juli på Snoghøj lazaret, begravet 11. juli på Sottrup kirkegård, men liget blev kort efter taget op og begravet 22. august på Holmens kirkegård. Ugift.

Gravstenen er rejst over sekondløjtnantens morfader, søofficeren og arkæologen Christian Tuxen Falbe (1791-1849). Portrætmedaljonerne øverst forestiller samme Falbe og dennes datter Ida Falbe, der var moder til Christian Trepka 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 216-217.