lørdag den 15. juli 2023

Sekondløjtnant Christian Frederik Hansen (1825-1850)

var født i København den 15. december 1825; hans fader var slotsforvalter ved Christiansborg, kammerråd Isak Hansen. 1844 blev han student fra Borgerdydskolen i København og valgte medicinen til sit studium, men da krigen brød ud, lagde han bogen på hylden og trådte i begyndelsen af april 1848 som frivillig ind i 3. Liniebataljon, hvor han, der havde været underofficer i Kongens Livkorps, snart blev korporal. Den 1. september s.å. udnævntes han til sekondløjtnant i krigsreserven. Også de følgende to krigsår tjente han i 3. Linjebataljon, indtil han den 25. juli 1850, hårdt såret under kampen i Bøgmose, faldt i fjendens hænder. Han døde samme dag og blev den 26. juli begravet på Friederichsberg Kirkegård i Slesvig.

Hansen var en flink og tapper officer og blev i 1849 indstillet til optagelse i linjen, ved hvilken lejlighed hans forhold under bombardementet af Fredericia særligt fremhæves.


Sekondløjtnant ved 3. Linjeinfanteribataljon Christian Frederik Hansen (søn af konduktør, slotsforvalter Isak H. og Christiane Amalie Koch), født 15. december 1825 i København (Trinitatis), såret 25. juli 1850 ved Isted, død samme dag på Schleswig lazaret, begravet 26. juli på Michaelis kirkegård i Schleswig. Ugift.

Gravstenen bærer navnet Carl Frederik, mens samtlige officielle kilder kalder ham Christian Frederik.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1554.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar