Mariboe meldte sig som frivillig og blev efter at have gennemgået en uddannelsesskole i København den 17. juli 1848 ansat ved 1. Linjebataljon som sekondløjtnant i krigsreserven; den 1. september s.å. fik han anciennitet som sådan. Under våbenstilstanden såvel denne som den følgende vinter var han permitteret og tog med iver fat på sit afbrudte studium. Efter felttoget 1849 indstilledes han til at indtræde i linjen, ved hvilken lejlighed omtales, at han havde udmærket sig ved Fuldbro. Han var nemlig ansat ved bataljonens depotkompagui under kaptajn Rist, som var attacheret oberst Juels korps, og af hvilket 60 mand i forbindelse med en halv eskadron foretog det dristige tog i fjendens ryg den 14.-15. juli. I 1850 stod han ved 4. kompagni og faldt den 25. juli under dettes kamp i Bøgmose. På krigergraven i Flensborg er der sat en mindesten over ham; det er imidlertid usikkert, om hans lig er blevet jordet her eller i Slesvig.
Mariboe var i besiddelse af en begavelse, en alsidig dannelse og en energi, der hvilket end hans endelige mål var blevet, sikkert ville have bragt ham vidt og gjort ham til en fremragende mand. Hans karakter var, navnlig efter en skuffelse, han i sin ungdom havde lidt, alvorlig og indesluttet, så at han ikke let gav sig hen udenfor en snævrere kreds.
Sekondløjtnant ved 1. lette Infanteribataljon Alexander Leopold August Mariboe (søn af translatør, senere realskolebestyrer Carl Rudolph Ferdinand M. og Frederikke Wessely), født 24. marts 1827 i København (Helligånds), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1555-1556.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar