onsdag den 11. januar 2023

Sekondløjtnant Rudolph Emil Hyrup (1824-1849)

fødtes den 3. oktober 1824 i Fredericia, hvor hans fader var mølleejer. Han frekventerede byens realskole indtil sit 13. år, da faderen købte en større mølleejendom med betydeligt jordtilliggende i egnen om Horsens. Her fik han snart lyst til landvæsenet, som han i forening med jagten dyrkede såvel teoretisk som praktisk, så at han i sit 22. år selvstændigt kunne overtage bestyrelsen af en landejendom i Frederiksborg Amt. I et par år førte han her under ejerens fraværelse et roligt, uafhængigt liv, og hans karakter fik derved præget af en fasthed og selvstændighed, som ret gjorde ham skikket til den livsstilling, der så uventet tilbød sig for ham. 

Med levende interesse fulgte han nemlig begivenhederne i martsdagene 1848, og da krigen udbrød, opgav han, grebet af den almindelige begejstringsrus, øjeblikkeligt sin stilling og meldte sig ved 1. Jægerkorps, med hvilket han deltog i slaget ved Slesvig og i den øvrige del af felttoget. Efterhånden forfremmet til overjæger og sergent, gennemgik han den påfølgende vinter en kommandoskole og udnævntes derefter den 10. marts 1849 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennetet fra 1. januar s.å.; han ansattes ved 1. Reservejægerkorps, med hvilket han deltog i dette års felttog. For sit brave forhold den 9. maj som kommandør for besætningen i blokhuset ved Fredericia blev han rosende omtalt af fæstningens kommandant; Hyrup blev ved denne lejlighed såret af et strejfskud i hovedet, men holdt dog ud på sin post, til han blev afløst; da han om aftenen kom tilbage til fæstningen, viste hans sår sig så betydeligt, at han måtte indlægges på lazarettet i Bogense, hvor han forblev til den 29. juni. Denne dag hørte han tale om forberedelserne til et udfald fra fæstningen den følgende dag, og uden at være friskmeldt og uden lazaretlægens tilladelse forlod han Bogense og meldte sig om morgenen den 30. til tjeneste ved sin afdeling. Efter udfaldet forlod han med sin afdeling fæstningen for atter at vende tilbage til det store udfald den 6. juli. 

Efter at have passeret de forreste løbegrave nærmest stranden lå hans peloton bag en jordvold langs eksercerpladsvejen og chargerede derfra de vestligere liggende forskansninger, mens det oppebiede det gunstige moment til at deltage i angrebet på dem; da dette var for hånden, sprang han kækt op på jordvolden, svingede sin sabel og kaldte sit mandskab frem, styrtede dernæst, fulgt af nogle brave, frem mod forskansningerne, men faldt snart dødeligt truffet af tre kugler i brystet, og endte således sin korte, men hæderlige, militære løbebane.


Sekondløjtnant ved 1. Reservejægerkorps Rudolph Emil Hyrup (søn af købmand og gæstgiver, senere mølleejer Peder Martinsen H. og Marie Charlotte Tvede), født 7. december 1824 i Fredericia (Michaelis), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1188-1190.

Danske krigergrave og mindesmærker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar