var født den 25. marts 1829 i København, hvor hans fader var bogbindermester. Omstændighederne tillod ikke at lade ham følge sin tilbøjelighed, at opofre sig til kunstmaling, hvortil han syntes at have fortrinlige anlæg, og hvormed han tilbragte enhver fritime i den tid, da han måtte lære sin faders håndtering.
Ved krigens udbrud var han rekrut i Livjægerkorpsets skole, meldte sig straks som frivillig og blev ansat som overjæger, siden fourer, ved 1. Reservejægerkorps, men fik ikke lejlighed til at deltage i nogen af de i 1848 forefaldende træfninger. I januar 1849 indtrådte han i kommandoskolen og blev i slutningen af marts ansat som sergent ved 8. Linjebataljon, med hvilken han deltog i dette års felttog, fra 31. maj som sekondløjtnant i krigsreserven. Blandt de forreste under bataljonens storm på Trelde-skandsen den 6. juli blev han kun få skridt fra denne truffet af en kugle, som strakte ham død til jorden.
Han var et sjældent pålideligt menneske, udmærket ved iver, udholdenhed og arbejdsdygtighed; han var stille og ordknap, men altid med et roligt og tilfreds ydre; når det gik varmest til, så Ursin mest tilfreds ud.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1191.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar