Han havde gennemgået manegen i København og blev premierløjtnant d. 5. maj 1861. I 1863 opholdt han sig i Frankrig, men ilede straks, da krigen udbrød, hjem.
Efter at kampen ved Mysunde den 2. februar 1864 var indledet, og preusserne var kommet temmelig nær ind på vor stilling, benyttede de på bedste måde gærder og grøfter for at skaffe sig dækning. Før kampen havde vi gjort, hvad der kunne gøres for at rydde og jævne jordsmonnet, men vi havde ikke haft den nødvendige tid, og den hårde frost havde vanskeliggjort arbejdet. Den dækning, fjenden kunne skaffe sig, hindrede os længe i at afgive en virksom ild, men forholdene forandrede sig, thi pludselig mærkedes uro i fjendens linjer, og de sluttede sig sammen i karréer, som for at modstå et rytterangreb. Denne frygt blev fremkaldt af et lille kommando på omtrent en deling af vore dragoner under anførsel af den modige premierløjtnant Meulengracht, der red op på en bakkekam, hvorfra fjenden kunne se kommandoet. Idet fjenden således formerede karréer, afgav de et godt mål både for vort fodfolk og vort artilleri, der afgav udmærket ild. Dragonerne trak sig tilbage under skydningen, men hver gang fjenden atter spredte sig for at formindske virkningen af ilden, rykkede Meulengracht frem og tvang ham til atter at formere karréer og derved udsætte sig for vor ild. Således gik det flere gange, indtil endelig et rungende hurra over hele den danske linje forkyndte, at vi havde afvist angrebet.
Da Meulengracht efter denne dåd med sin deling gik tilbage og holdt på vejen ved siden af skansen i Mysundes sydøstlige udkant, såredes han af en granatstump i den venstre skulder, så armen måtte amputeres. Under transporten til Flensborg den 3. februar døde han. Liget førtes til Aarhus og begravedes den 15. februar på den derværende kirkegård.
Meulengracht var en dygtig og brav officer, agtet og afholdt af sine kammerater og elsket af sine undergivne. Efterretningen om hans død gjorde et smerteligt indtryk i Aarhus, hvor han var afholdt i en vid kreds, og for hans gamle moder og mange slægtninge var det et hårdt slag at se den unge livsglade mand så pludselig kaldt bort.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 148-149.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar