torsdag den 17. november 2022

Søkadet Jens Christian Otto Wolff (1836-1849)

Wolff voksede op hos sine forældre i København. Hans fader var indehaver af Gammeltorv Apotek. Allerede som stort barn blev han antaget som kadet i marinen og i april 1849 var han ombord på linjeskibet Christian VIII i Eckernförde fjord.

Da linjeskibet kom under beskydning blev han opfordret til at gå i land, men han ønskede ikke at forlade sin post hos skibets næstkommanderende, og ifølge samtidige aviser skulle han have svunget sig op i merset og udbragt et hurra for Dannebrog. Få øjeblikke senere sprang skibet i luften og den unge søkadet led heltedøden sammen med mange andre.

Han er sikkert Treårskrigens yngste faldne; han var endnu ikke fyldt 13 år.

På kirkegården i Eckernförde rejstes i 1854 en granitsøjle til minde om 
de i alt 66 danske marinere og soldater, der mistede livet på 
linieskibet Christian VIII og fregatten Gefion fem år tidligere.

Søkadet på linieskibet Christian VIII Jens Christian Otto Wolff (søn af apoteker Carl W. og Ida Louise Nielsen), født 13. august 1836 i København (Frue), omkom ved linieskibets eksplosion i Eckernförde fjord 5. april 1849, begravet på Eckernförde kirkegård.

Hans gravsted på Eckernförde kirkegård eksisterer ikke længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar