fredag den 18. november 2022

Sekondløjtnant Frederik Ludvig Christoffer Gøssel Qvist (1820-1850)

Qvist var købmand i Vejle, men måtte opgive forretningen efter få år. Ved sin hustrus død i 1847 stod han alene med to små sønner, der blev sat i pleje hos morforældrene i samme by. Den ældste søn døde blot et halvt år senere.

Ved krigsudbruddet i 1848 meldte Qvist sig som frivillig og avancerede hurtigt til sergent ved 1. Reservejægerkorps. Under våbenhvilen gennemgik han kommandoskolen og blev i marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant af Infanteriets krigsreserve. Da krigen atter brød ud blev han sat ved 5. Bataljon. Han kæmpede i slaget ved Isted i juli 1850, men blev taget til fange og med mange andre ført til Rendsburg, hvor han døde få uger senere af en grasserende smitsot.


Sekondløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Frederik Ludvig Christoffer Gøssel Qvist (søn af told- og konsumtionsbetjent Bernhard Gunde Q. og Anna Beck), født 24. maj 1820 i Kolding, død 21. august 1850 i Rendsburg. Gift 30. november 1841 i Vejle med Nicoline Cathrine Prip (datter af købmand Niels Jacob P. og Anne Margrethe Høegh), født 7. maj 1822 i Vejle, død 14. oktober 1847 i Vejle. - Han efterlod en 3-årig søn.

Hans gravsted på garnisonskirkegården i Rendsburg eksisterer ikke længere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar