Sekondløjtnant William Elias Georg Buchhave (1837-1864)

fødtes den 25. december 1837 i Vinding og var søn af pastor Henrik Rudolph Buchhave, sognepræst i Sahl og Ejsing i Ribe Stift, og hustru Petrea Charlotte Amalie Schmidth.

Buchhave blev student fra Aarhus og studerede derefter teologi. Et halvt år før han skulle op til embedseksamen forlod han dette studium, idet han ikke følte sig kaldet til at blive præst.

Han gennemgik reserveofficersaspirantskolen på Frederiksberg Slot fra 6. juni 1861 til 10. februar 1862 og udnævntes til sekondløjtnant af Infanteriets krigsreserve den 3. februar 1862.

Ved fordelingen af krigsreserveofficererne ansattes han den 18. oktober 1862 ved 3. Infanteribataljon og forblev her til sin død. Efter at være blevet officer uddannede han sig til at blive forstmand og var i den anledning et år hos kammerjunker, skovrider von Kragh ved Helsingør. Så kom imidlertid krigen. Han indkaldtes og ansattes ved 3. Regiments 7. kompagni som ældste løjtnant. Den 16. marts var han første gang alvorlig i ilden som feltvagtkommandør for Feltvagt nr. 2 ved Staugårde, der blev angrebet tre gange den dag. Senere måtte han på grund af en slem, langvarig forkølelse, der gik en del ud over hans hørelse, melde sig syg, og fra den 15. maj til 8. juni lå han nu, dels som syg, dels som rekonvalescent, på Sølvgadens Kaserne. Han meldte sig atter ved sit regiment i Sønderborg og blev ældste løjtnant ved 6. kompagni.

Den 29. juni 1864 stod 3. Regiment ud for Kær by på Als og afventede befaling til at angribe denne by, som var besat af preusserne. Det var den smukkeste morgen, man kunne tænke sig, og solen var lige ved at stå op. Da trådte Buchhave frem foran sin deling og talte således til sine Folk: ”Soldater, vend Eders øjne mod øst og se, hvor smukt solen hilser os! Lad os håbe, at den Gud, som lader solen udsende sin pragtfulde glans, vil give os sin hjælp, så at den gerning, vi i dag skulle udrette for konge og fædreland, også må kunne sprede sin glans over dagen!”

Umiddelbart efter begyndte angrebet. Der kæmpedes en af de hårdeste kampe under hele krigen, hvori mange ofrede deres Liv på fædrelandets alter. Blandt disse var også den brave løjtnant Buchhave, der blev hårdt såret. Han nærede en levende interesse for sine folk og var meget afholdt af dem. Da han blev såret, ville nogle af folkene føre ham med sig bort, men to af dem blev skudt, hvorfor Buchhave udbrød: ”Lad mig dog ligge, at ikke flere af Eder skal falde for min skyld!”

Han faldt i fangenskab og førtes af fjenden til Sønderborg lazaret, hvor han døde den 6. juli. Han begravedes af fjenden, men hans forlovede, frk. Marie Faurschou, datter af den ansete købmand Faurschou i Aarhus, og en slægtning afhentede liget, der derefter førtes til hjemmet i Ribe Stift, hvor det jordedes på Sahl Kirkegård.

Buchhave og hans forlovede var barndomsbekendte, og forlovelsen fandt sted under krigen.

Mindestenen for løjtnant Buchhave og officersaspirant Jacobæus blev rejst i 1937
Stenen står på hjørnet af Kær Bygade og Midtborrevej

Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Wilhelm Elias Georg Buchhave (søn af sognepræst Henrik Rudolph B. og Petrea Charlotte Amalie Schmidth), født 25. december 1837 i Vinding sogn, Ringkøbing amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 6. juli 1864 på Sønderborg lazaret, begravet på Sahl kirkegård. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 40-41.

Danske krigergrave og mindesmærker