lørdag den 14. maj 2022

Sekondløjtnant Niels Rothenborg Muus (1827-1848)

blev født den 8. september 1827 i København, hvor hans fader, krigsråd L.F. Muus, var lærer ved Landkadetakademiet. Sønnen nød undervisning i hjemmet indtil sit 13. år, da han blev optaget på nævnte akademi som kadet, hvortil han alt tidligt, nærmest foranlediget ved faderens stilling, var blevet indskrevet. Muus, der var flittig og godt begavet, absolverede officerseksamen i 1845, men måtte på grund af sin ringe udvikling i legemlig henseende forblive ved akademiet som repetent i 2 år. Den 1. november 1847 afgik han først som sekondløjtnant til tjeneste ved 4. Linjebataljon, straks efter denne sin ansættelse erholdt Muus tilladelse til at fremstille sig til den forestående adgangseksamen ved den kongelige militære højskole; men begivenhederne i foråret 1848 henledede snart hans som alles tanker udelukkende på den forestående kamp. 

Med 4. Linjebataljon, ved hvis 1. kompagni Muus var ansat, afgik han fra København og deltog med bataljonen i fægtningerne ved Bov, ved Slesvig og i Sundeved. Ved den sidste, offensive bevægelse fra vor side den 5. juni om aftenen var Muus med sin peloton kommet i teten af en af de mod Dybbøl by førte stormkolonner, der i øvrigt var dannet af bataljonens 2. kompagni under kaptajn Dan. Under stormløbet blev han truffet af en kugle i hovedet, og endnu forinden ambulancesoldaterne kom til stede, havde han udåndet. Det smil, der spillede om hans læber i døden, vidnede om det frejdige sind, hvormed han deltog i kampen for sit fødeland. [Generalstabsværket]

* * * * *

Sekondløjtnant ved 4. Infanteribataljon Niels Rothenburg Muus, faldet i samme træfning. Søn af krigsråd og lærer ved Landkadetakademiet Ludvig Frederik Muus (født 1772, død 1847) og Valborg Magdalene, født Kampmann. Født i København 8. september 1827. Blev kadet den 1. november 1840, sekondløjtnant ved ovennævnte bataljon 1. november 1847 med anciennitet af 1. november 1844. 

På akademiet udmærkede han sig som en i alle henseender eksemplarisk og flittig elev, ligesom han havde vist sig som en sjælden søn. [Nekrologiske Saml.]


Mindstenen over løjtnant Muus blev rejst i 1938
Stenen står ved siden af ejendommen Dybbøløstenvej 41


Sekondløjtnant ved 4. Linjeinfanteribataljon Niels Rothenborg Muus (søn af lærer ved Landkadetakademiet Ludvig Frederik M. og Voldborg Magdalene Kampmann), født 8. september 1827 i København (Trinitatis), faldet 5. juni 1848 ved Dybbøl, begravet 8. juni på Mariæ kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1326-1327

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 96

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar