lørdag den 14. maj 2022

Sekondløjtnant Johannes Constant Emanuel Dirckinck friherre af Holmfeld (1836-1864)

fødtes den 31. juli 1836 i Schwarzenbek i Lauenborg og var søn af amtmand, kammerjunker, dr.juris Constant Peter Heinrich Maria Walpurgis Dirckinck friherre af Holmfeld til Maglekilde ved Roskilde og hustru Anna Susanna Kinckel.

Han gik i Roskilde Katedralskole, hvorfra han 1855 blev student. Året efter tog han filosofikum ved Universitetet i København. 1856-57 opholdt han sig i udlandet, hvorefter han studerede retsvidenskab ved Københavns Universitet i den hensigt at underkaste sig den fuldstændige juridiske embedseksamen. Det lykkedes ham ikke at afslutte sine studier, inden han skulle aftjene sin værnepligt. Han havde taget udsættelse med denne til sit 25. år og var på sessionen for 1862 behandlet og udskrevet til infanterist.

Han ønskede nu at blive reserveofficer og kom på aspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 10. december 1861 til den 14. august 1862. Sin eksamen her bestod han som nr. 3 af 102 elever. Den 14. august 1862 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansattes den 18. oktober samme år ved 1. Infanteribataljon, ved hvilken han ved sin død var adjutant.

Under kampen ved Sankelmark den 6. februar ramtes han i ansigtet af en granatstump. Han blev fundet døende på valpladsen og bragt til Bilskov Kro, hvor han udåndede. Han fremhæves i 3. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen på tilbagegangen fra Dannevirke. Hans lig begravedes den 8. februar i kromand H.P. Clausens have ved Oversø. 

Kammerater, der deltog i denne kamp, omtaler hans forhold i høj grad rosende, og for dem, som kendte ham nærmere, er det utvivlsomt, at han har udmærket sig i kampen, indtil han blev såret. En kammerat, der havde været sammen med ham på aspirantskolen, udtaler, ”at der var få, der var så afholdte, både af lærere og kammerater, som han, hvortil ikke mindst hans gode humør bidrog. Når de andre kammerater på de besværlige felttjenesteture midt om vinteren vadede i pløjemarker og i deres stille sind bandede besværlighederne og felttjenesten, hvor der ingen fjende var, kunne man altid se Dirckinck-Holmfeld med et smil om munden og en vittighed på læben. Han var en brav karl og en flink soldat”.

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi
ses også løjtnant Dirckinck-Holmfelds navn


Sekondløjtnant ved 1. Infanteriregiment Johannes Constant Emanuel Dirckinck friherre af Holmfeld (søn af amtmand, dr.jur. Peter Heinrich Maria Walpurgis Dirckinck friherre af H. og Anna Susanna Kinckel), født 31. juli 1836 i Schwarzenbek, Lauenburg, faldet 6. februar 1864 ved Sankelmark, begravet 8. februar i kromand Clausens have i Oeversee. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 51-52.

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar