blev født den 9. juli 1792 på Gammelgård på Lolland, som ejedes af hans fader, stiftamtmand, kammerherre Morgenstierne. Drengen ytrede alt tidligt lyst til militærstanden, hvorfor han blev sat i huset hos sin svoger, daværende ritmester Høegh-Guldberg, for at erholde den fornødne forberedelse, hvornæst han blev ansat som frikorporal ved det militære institut. I 1807 udnævntes Morgenstjerne til sekondløjtnant uden anciennitet, forrettede tjeneste i hovedstaden under bombardementet og erholdt anciennitet som officer den 1. juni 1809 efter at have taget officerseksamen. Han blev først ansat ved Ewalds Jægerkorps, derefter ved Kronens Regiment og senere ved 3. jyske Infanteriregiment, med hvilket han som premierløjtnant, hvortil han udnævntes i 1812, deltog i fægtningerne ved Bornhøved og Sehested 1813. Morgenstjerne deltog i ekspeditionen til Frankrig og opholdt sig i 1816 i Bouchain, hvor han gjorde bekendtskab med Schleppegrell og med denne sluttede et inderligt venskab, som bevaredes til det sidste. Efter tilbagekomsten fra Frankrig havde Morgenstjerne garnison i København indtil 1820 og fra 1820-1842 i Aalborg. I 1823 avancerede han til kaptajn, i 1837 blev han kompagnichef, fik majors anciennitet i 1839 og kom i nummer som major 1842 ved omorganisationen af hæren, ved hvilken lejlighed han blev ansat ved 10. Linjebataljon. I 1847 udnævntes Morgenstjerne til oberstløjtnant og chef for 12. Linjebataljon, der havde garnison i Fredericia.
Det var i denne egenskab, at han deltog i felttoget 1848, hvor bataljonen, der bestod af slesvigere, netop af denne grund af general Hedemann blev tildelt avantgarden; under denne tjeneste ligesom også i kampene ved Bov og Slesvig erhvervede Morgenstjerne sig anerkendelse som en omsigtsfuld og tapper afdelingsfører. Senere underlagdes bataljonen, som det vil erindres, 3. Infanteribrigade og deltog med samme i fægtningerne i Sundeved, den 28. maj og den 5. juni; under bataljonens kamp sidstnævnte dag øst for Bøffelkobbel blev Morgenstjerne dødeligt såret, efter at han forinden havde haft rig lejlighed til atter at vise den tapperhed og åndsnærværelse og det rolige overblik, som han i særlig høj grad var i besiddelse af. Disse egenskaber i forbindelse med hans flersidige dannelse, fordringsfri væsen, sandhedskærlighed og sjælsadel gjorde budskabet om hans død til et sørgebudskab ikke blot for hans slægt, men for en større kreds af mænd i hæren, der havde lært at agte og påskønne hans værd.
Morgenstjerne giftede sig i 1837 med sin niece, Frederique de Schouboe, datter af statsråd de Schouboe i Norge, og havde med hende en søn. [Generalstabsværket]
* * * * *
Oberstløjtnant og bataljonskommandør Otto Ludvig Munthe von Morgenstierne, faldet i træfningen ved Dybbøl. Blev født den 9. juli 1792 på Gammelgård i Lolland, som yngste søn af stiftamtmand, kammerherre Caspar Vilhelm Munthe af Morgenstierne, Storkors af Dannebrog og Ridder af den russiske St. Georgs-orden (født 4. marts 1744, død 20. september 1811, søn af højesteretsassessor Bredo Munthe, som 1755 blev optaget i adelstanden under hint navn), og af Petra Anna Catharine Flindt (født 1750, død 1814), datter af kammerherre Flindt til Nielstrup. Allerede som barn ytrede Morgenstierne lyst til krigerstanden, og denne lyst opelskedes naturligt af en fader der selv havde været soldat, og endog i russisk tjeneste fægtet med ære mod tyrkerne. Vor Morgenstierne forberededes i nogen tid til sin militære bestemmelse i en militær slægtnings hus, gik derpå til frikorporalinstituttet i København, blev 1807 officer uden anciennitet og forrettede således tjeneste under bombardementet, tog derpå officerseksamen i 1809, og tildeltes en sekondløjtnants anciennitet fra 1. juli s.å. I sin første tjenestetid forflyttedes Morgenstierne ofte fra en afdeling til en anden, indtil han ansattes ved det 3. jyske Infanteriregiment; han fungerede nu i nogle måneder som adjutant hos en stabsofficer på Langeland, og deltog endelig som premierlejtnant i træfningerne ved Bornhøved og Sehested i december 1813. I året 1816 blev han ansat ved den del af den danske armé der okkuperede Bouchain og omegn i Frankrig, og her var det at han sluttede et inderligt venskab med den så hæderligt bekendte nuværende generalmajor Schleppegrell, et venskab der trofast vedvarede indtil døden. Fredsårene forundte Morgenstierne senere kun en langsom forfremmelse, blev han således kaptajn 1823, fik han først kompagni 1837, gav man majors anciennitet 1839, kom han dog først i majors nummer 1842, men da ansattes han ved 10. Linjeinfanteribataljon i København, hvilket for så vidt stemte med hans ønsker, som han i denne garnison fandt sig omringet af en kreds af venner og frænder, der alle højt agtede og elskede ham. Endelig udnævntes han den 7. juni 1847 til oberstløjtnant og kommandør for 12. Bataljon i Fredericia, hvorfra han ved krigens udbrud i dette forår afmarcherede med bataljonen til krigsskuepladsen. Her indtrådte han i avantgarden under oberstløjtnant Magius og deltog hæderligt i træfningerne ved Bov, Flensborg og Slesvig, ligesom senere ved 3. Brigade under oberst Rye i træfningen den 28. maj ved Nybøl, og endelig den 5. juni ved Dybbøl.
Morgenstiernes åndsnærværelse, rolige overblik og tapperhed gjorde sig i særdeleshed gældende ved Slesvig og ved Dybbøl. I denne sidste træfning stod 3. Brigade tillige med to andre bataljoner under general Schleppegrell, da denne befalede den 12. Bataljon at bryde frem til understøttelse for venstre fløj, som blev angrebet af fjenden med en betydelig overmagt. Morgenstierne udførte denne befaling med stor tapperhed, brød frem – og faldt som helt, erkendt og savnet af alle. Er dette en kort skitse af vor Morgenstiernes hæderlige krigerbane, ville vi nu berøre det milde lys der henkastedes over hans hjemlige liv den 4. marts 1837, da han indtrådte i det lykkeligste ægteskab med sin søsterdatter Frederikke Schouboe, datter af statsråd Oluf Borch Schouboe i Norge og Frederikke Kirstine Dorothea Munthe von Morgenstierne. Af dette ægteskab blev en søn (Oluf Wilhelm, født 1840) frugten, der nu – 8 år gammel – står faderløs ved moderens side.
Ved bedømmelsen af Morgenstiernes karakter må en dyb religiøsitet sættes i forgrunden; den omgav ham som en atmosfære, men den var sund og frisk, den var ham både i med- og modgang baglasten på livssejladsen; den ytrede sig derfor i alle hans forhold, gjorde ham utrættelig hvor noget skulle virkes for samfundet, eller hvem det så var; han kendte derfor ingen personsanseelse, og bejlede aldrig til verdens dom; derfor var hans sjæl ren, derfor var han mildt dømmende; og derfor havde og bevarede han til sit sidste åndedræt et barnligt, uskyldigt sind og et fordringsfrit væsen. Til den blidhed der således afprægede sig i hans hele ydre, knyttede sig en så naturlig beskedenhed, at den ofte ligesom beslørede det høje der rørte sig i ham, så meget mere, som det indre liv ofte drog sig så aldeles tilbage i sjælens dybde, at han en stund kunne være ligesom død for den ydre verden. Ofte sattes han derfor i baggrunden i deres øjne der, for at erkende det mere end almindelige, fordre knaldeffekter eller smukke ord. Men de der trådte ham så nær at de kom til at kende ham, og derved til at vurdere hans uindskrænkede sandhedskærlighed, ridderlige tænkemåde, fine åndsretning og flersidige dannelse, forlod ham aldrig uden den dybeste agtelse, og de var ofte vidne til hvorlunde han, når det gjaldt, med en hartad filosofisk overvægt bekæmpede ved ordets skarpe sværd sine modstandere lige så kraftfuldt, som han på marken gik fjenden i møde med åndsnærværelse og tapperhed.
I sit hus var han den kærligste ægtefælle og husbond, den ømmeste fader, som han var den trofasteste ven. Ja, visseligt tabte fædrelandet den 5. juni 1848 i Morgenstierne en helt ”sans peur et sans reproche".
Til ovenstående, fra en nær slægtnings hånd modtagne, skitse af den faldne helts liv og karakter føjer vi – efter et lille senere udkommet svensk skrift Dødsrunor helgade de tappre som stupade i bataljen vid Düppelberg – følgende af en svensk frivillig i den danske armé, som fra krigens begyndelse havde deltaget i samme, meddelte yderligere oplysninger og bemærkninger:
”Morgenstierne var en af alle for sin fortræffelige karakter agtet og elsket mand. Han var gift og levede et lykkeligt familieliv. Besynderligt nok – ihvorvel det helt ofte indtræffer – blev hans virkelige militære fortjenester aldrig erkendte eller engang ret forståede under freden, eller, hvad der er det samme, i den forrige regerings tid. Da han blev bataljonskommandør og oberstløjtnant, antog mange at han ej var på sin plads; og uagtet han var i besiddelse af denne ansvarsfulde post, erholdt han ikke Dannebrogskorset, ihvorvel det i det mindste forhen uddeltes helt forunderligt. Først da krigen udbrød, viste det sig at han var en udmærket, en duelig officer, fortjent til langt større tillid end der under freden var vist ham. Han førte sin bataljon med rolighed og årvågen duelighed. Altid fulgte han kampen med varm interesse, og blev skudt da han til hest, uagtet manges advarsel om at stige af, anførende en tiraljørkæde mod fjenden, ved sit eksempel opmuntrede soldaterne – som i kort afstand havde en heftig skudveksling med en påtrængende talrig fjende – til mod og tapperhed. Han var et levende eksempel på, hvorledes man i fredstider har ondt ved at bedømme hvorvidt en militær dur noget eller ikke. I fredstider spiller lykkejægeriet i alle arméer en stor rolle. Morgenstierne var aldrig lykkejæger; lige værdigt et redeligt, alvorligt og mandigt sind, og en simpel men åben og sand krigers karakter, levede og faldt han i opfyldelsen af sine pligter. Hans sande, store værdi erkendte vedkommende først tilbørligt på hans grav. I øvrigt var han, som jeg sidst så ham, nedlagt i ligkisten i Sønderborg Kirke, et af de smukkeste, mandigste, ridderligste lig jeg nogensinde har set, med sit hvide hår og et smil endnu i det ædle, stolte ansigt lå han der, som den skønneste repræsentant for mænd tilhørende den mere fremskredne alder. Ved siden af ham lå den tappre Leijonhufvud. Alderdom og ungdom stred og faldt for samme sag og hviler nu under samme grønsvær”. [Nekrologiske Saml.]
.jpg)
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1324-1326
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 86-90
Ingen kommentarer:
Send en kommentar