Fra 10. december 1861 til 14. august 1862 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet og udnævntes den sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Den 18. oktober samme år ansattes han ved 2. Infanteribataljon, hvor han stod til sin død. Han faldt den 28. marts straks om morgenen i løbegravene, da preusserne på Dybbølstillingens venstre fløj foretog et overraskende, yderst voldsomt angreb. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 28. marts. Han lig førtes til København og jordedes den 5. april 1864 på Assistens Kirkegård.
Af et brev fra en ven, der var læge ved samme regiment, fremgår: Den 27. marts, der var en søndag, havde de to venner været sammen det meste af dagen. De havde spist til middag sammen, ville have været i kirke, men havde gjort middagsluren for lang. Om aftenen, inden de skulle på forpost, havde de spist sammen. Regimentet samledes nu ved baraklejren bag skanserne, og herfra rykkede Dickmeiss med sin deling på feltvagt. Det var regnvejr, hvad Dickmeiss beklagede sig over, da han i øvrigt havde glædet sig til at komme på forpost. Denne feltvagt, der blev så skæbnesvanger for ham, havde indtil da kun været lidet udsat, og hidtil havde intet skud fra Broager eller fronten fundet vej hertil. Med ’Farvel og god vagt’ skiltes vennerne og fraregnet misfornøjelsen med vejret, gik Dickmeiss til sin post munter og veltilfreds. Vel henad 3 1/4 om morgenen den 28. marts skete preussernes angreb, og af nogle soldaters forklaring fremgår, at Dickmeiss straks ved angrebets begyndelse med sin deling havde besat skyttegravene, taget et gevær og selv i nogen tid deltaget i beskydningen af fjenden. Skansebesætningen bagved var imidlertid kommet på sin plads, og feltvagten skulle derfor gå tilbage.
Det var, mens han forberedte tilbagegangen og derfor rejste sig op, at han blev truffet. Skuddet ramte i brystet og gik fra skulder til skulder. Hans død var let og smertefri, idet to store pulsårer var overskudte og han således døde af forblødningen. Idet han faldt, ville et par af hans soldater føre ham med tilbage, men han sagde til dem ’Skynd jer folk, jeg dør, men pas godt på og hold stand!’ Ved korrespondance mellem familien og en tysk soldat er det oplyst, at denne, da han hørte en sårets stønnen tæt ved sig, traf på Dickmeiss, der bad om noget vand. Soldaten gav ham lidt brændevin, men kort efter døde Dickmeiss, og den tyske soldat meddeler, at hans sidste ord var: ’Å, min stakkels moder!’ samt nogle flere ord, som han dog ikke forstod.
Liget blev liggende, men nogle timer senere, da feltvagten atter indtog sin plads fandtes det og bragtes til Sønderborg, hvor vennen undersøgte det. Da liget fandtes, var livremmen skåret over og sablen borttaget, ellers var intet rørt. Ved korrespondance er det oplyst, at en ved det tyske 18. Infanteriregiments 6. kompagni stående løjtnant – der forøvrigt faldt i krigen 1870-71 – havde taget sablen og båret den resten af felttoget.
Den nævnte tyske soldat, der i den stærkeste kugleregn, søgte at bringe hjælp til den sårede danske officer, er omtalt i Preussische Kriegsthaten 1864; han modtog en officiel ros af den tyske konge og udnævntes af sin regimentschef til underofficer.
Dickmeiss var forlovet med frøken Augusta Marie Sophie Larsen, datter af overvagtmester, Dannebrogsmand L.P. Larsen af 5. Dragonregiment, Randers, og hustru Mette Kathrine Jacobine Bergmann, en præstedatter fra Mariager. Hans forlovede overlevede ham og ægtede 1879 hans efterlevende yngre broder.
Sekondløjtnant ved 2. Infanteriregiment Wilhelm Herman Benjamin Dickmeiss (søn af klædefabrikant Hubert Cornelius D. og Elise Georgine Marie Flor), født 31. maj 1841 i København (Frelsers), faldet 28. marts 1864 ved Dybbøl, bisat 5. april fra Frue kirke i København og begravet på Assistens kirkegård. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 49-50.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar