søn af kontrolløren ved det militære bageri i Citadellet Frederikshavn, blev født i København den 31. marts 1822. Den 1. april 1834 blev han optaget i Landkadetakademiets yngste klasse. Han viste sig tidligt som et opvakt og velbegavet menneske, der ved sit livlige, muntre sind gjorde sig afholdt af alle, med hvem han kom i berøring. Den 1. december 1838 erholdt han anciennitet som officer, men gjorde endnu i to år pagetjeneste, så at han først i november 1840 afgik som sekondløjtnant til det 3. jyske Infanteriregiment i Aalborg. Ved omorganisationen i 1842 overgik Høyer til 11. Linjebataljon, ved hvilken han efter sit eget ønske forblev, selv efter at han i 1847 var blevet udnævnt til premierløjtnant, ved hvilken lejlighed det egentlig var bestemmelsen, at han skulle forsættes til 4. Linjebataljon. Høyers ønske om at forblive i Aalborg var navnlig begrundet i, at han var blevet forlovet med en en datter af den tidligere borgmester dersteds, justitsråd Schmidt.
Med 11. Linjebataljon fulgte Høyer ved krigens udbrud til Slesvig og deltog i affæren ved Bov samt i bataljonens attak over Bustrup-slugten. Under denne kamp blev han dødeligt såret i hovedet og måtte ved den ilsomme retræte over slugten efterlades, således at hans lig faldt i fjendens hænder. Om dette er ingen senere oplysning tilvejebragt, men det må anses for sandsynligt, at det må have været mellem de tre ubekendte officerers lig, som preusserne skulle have begravet med militær honnør på Haddeby kirkegård. [Generalstabsværket]
* * * * *
Premierløjtnant af Infanteriet Frederik Harald Balduin Høyer, faldet i slaget ved Slesvig den 23. april. Var født den 31. marts 1822, søn af nuværende kontrollør ved det militære bageri i Citadellet Frederikshavn, krigsassessor og Dannebrogsmand, Jens Christian Frederik Høyer (søn af artilleripremierløjtnant Andreas Høyer, Ridder af Dannebrog og hædret med Medaljen for 2. april 1801 i sølv, gift med en datter af skibskaptajn Hein) og Emilie Dorothea Høyer, født Nielsen (som døde i april 1847 og hvis fader var en nordmand, minérmester i det kongelige artillerikorps). Forfædrene have tjent i den danske marine i over hundrede år. Efter at have nydt sin tidligste undervisning først i Wederkincks, siden i Deichmanns Institut, blev han den 1. april 1834 optaget i Landkadetakademiets yngste klasse, og, efter at have gennemgået dem alle, herfra dimitteret som sekondløjtnant med anciennitet af 1. december 1838. Han forrettede imidlertid i to år pagetjeneste indtil november 1840, da han afgik som ansat ved 3. jyske Infanteriregiment i Aalborg. Ved den derværende 11. Linjebataljon forblev han efter eget ønske også efter at han under 7. juni 1847 var oprykket til premierløjtnant, hvorved han egentlig var blevet forsat til den 4. Linjebataljon.
Ved udbruddet af det slesvig-holstenske oprør marcherede han med bataljonen til Slesvig, bivånede affæren ved Bov og Flensborg og drog derefter videre til byen Slesvig; her faldt han på hin mindeværdige påskedag, i kampens for fjenden mest ugunstige øjeblik, om formiddagen, truffet af en kugle i hovedet, just som han havde råbt: ”Frem, folk!” hvilke var hans sidste ord. På tilbagetoget stillede hans gamle vakre kommandersergeant Lorentzen liget op til et dige og medtog hans ur; hans oppasser løb, da han havde hørt at han var hårdt såret, tilbage for at yde ham sin hjælp; men desværre blev det den tro Sørens lod, at blive fanget og ført til Stade. Liget skal være blevet plyndret af oprørerne, og han antoges at være blandt de tre ukendte officerer som preusserne skulle have ladet begrave med militær honnør, så vidt vides, på Haddeby kirkegård. Som en mærkelighed turde vel fortjene at opbevares, at han faldt netop årsdagen efter at han sidste gang havde set sin familie i København, nemlig den 23. april 1847, da hans moder blev begravet, og at det igen var årsdagen efter hans død at hans eneste broder, premierløjtnant i Ingeniørkorpset C.A. Høyer, blev dødeligt såret i Kolding den 23. april 1849, så at denne dag for hans overlevende fader tre år efter hinanden blev betegnet som en højst sørgelig. Fra barndommen af var han opvakt og munter og havde gode anlæg; sin familie elskede han oprigtigt, og var almindelig afholdt af alle som han stod i forbindelse med, navnlig også i sin militære stilling. Det er derfor intet under, at han dybt savnedes af sin fader og sine to eneste levende søskende, af hvilke nu en søster er ene tilbage (to voksne søstre var tidligere døde). Men mest savnedes han af sin forlovede og dennes moder (enke efter afdøde borgmester i Aalborg, justitsråd Schmidt), i hvis hus han havde oplevet de lykkeligste dage i sit korte liv. [Nekrologiske Saml.]
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1313-1314
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 469-470
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar