blev født den 18. oktober 1806 i Helsingør; hans fader var justitsråd C.F. Bentzen, tidligere toldforvalter i Viborg. I året 1821 indtrådte han på Landkadetakademiet, hvis samtlige klasser han gennemgik med udmærkelse, og hvorfra han i december 1824 afgik som sekondløjtnant og ansattes ved Kongens Regiment. I 1832 avancerede han til premierløjtnant, og i 1841 erholdt han kaptajns anciennitet. Ved omorganisationen af hæren i 1842 overgik Bentzen som kaptajn og kompagnichef til 1. Linjebataljon.
Ved krigens udbrud i 1848 befandt Bentzen sig på Garnisonshospitalet i København på grund af en ondartet kirtelsvulst ved halsen. Han blev således nødt til at forblive der ved bataljonens afmarch til Slesvig, hvad der faldt ham som ivrig og nidkær officer meget hårdt. Heller ikke lod han sig holde noget øjeblik længere tilbage end absolut nødvendigt. Endnu ikke fuldstændigt helbredt og mod lægens råd meldte han sig atter til tjeneste ved sin afdeling og kom tids nok til at tage hæderlig del i Slaget ved Slesvig og fægtningen i Sundeved den 28. maj. I sidstnævnte kamp blev Bentzen hårdt såret i det ene skulderled; han bragtes til lazarettet på Augustenborg, hvor han blev underkastet en meget vanskelig amputation. Hans tilstand var imidlertid straks håbløs, og han udåndede alt den følgende dag. [Generalstabsværket]
* * * * *
Kaptajn og kompagnichef Georg Julius Hauch Bentzen, død den 2. juni, efter at være såret i slaget ved Nybøl den 28. maj. Han var den mellemste af tre brødre som i den nærværende krig hæderligt har kæmpet for fædrelandets selvstændighed og ære. Den ældste af disse Laurits Christian Bentzen, kaptajn i 10. Linjebataljon, var med i slaget ved Slesvig, hvor han fik et let sår eller kontusion i siden, af hvilket han senere er helbredt og er nu oprykket til major; den yngste, Jens Otto Paludan Bentzen, sekondløjtnant i dragonregimentet i Slesvig, var en af de officerer som ved oprørets udbrud, konge og fædreland tro, førte en del af dette regiment op i Jylland, mens den anden del marcherede til Rendsborg, hvorved det lykkedes ham at føre regimentets fane med sig efter at have udrevet den af en forræderisk kammerats hånd, på samme tid som han havde bryderi nok med at bringe hustru og barn i god behold ud af den oprørske by. Forældrene, som endnu lever, er Carl Thue Bentzen, i sin tid kaptajn af infanteriet, senere toldforvalter i Viborg, nu derfra entlediget med pension som justitsråd, og Christine Amalia, født Larsen. Født 18. oktober 1806 i Helsingør, hvor faderen da stod som kaptajn i Kronens Regiment, blev Georg Julius tidlig bestemt for militærstanden, og, efter at have gennemgået Landkadetakademiet, i december 1824 ansat i det daværende Kongens Regiment, hvor han efterhånden oprykkede til kaptajn og kompagnichef (5. november 1832 premierløjtnant, 1. juli 1841 kaptajn). Ved krigens udbrud ilede han, næppe helbredt af en kirtelhævelse hvoraf han i nogen tid havde lidt, for at følge sit ærefulde kald. Han var med i slaget ved Slesvig, på en af de virksomste og mest udsatte poster, dog uden at blive såret. Sin deltagelse i dette slag beskriver han i et brev til sine forældre således:
”Bataljonen hvorved jeg står hørte med til avantgarden, og således måtte vi straks frem for at møde preusserne. Avanceringen skete over en så at sige bundløs mose, hvor vi, på de fremkommelige steder, undertiden gik i til navlen; derefter måtte vi i skyndsomst hast bestige de uhyre høje volde og bakker ved Dannevirke, så at, da vi omsider nåede kammen, var vi så udmattede og våde, at det just ikke var under de heldigste omstændigheder at vore skytter måtte rykke videre og sende fjenden de første kugler. Denne begyndte ikke desto mindre straks at retirere, men dette skete sandsynligvis fordi han var vel vidende om, at vore geværer kun med nogen sikkerhed kunne række 2-300 alen, hvorimod vi snart gjorde bekendtskab med hans såre overlegne skud, som akkurat nåede på de dobbelte distancer, nemlig 5 til 600 skridt. Under en stadig kugleregn og mindre harmonisk musik holdt vi os i denne stilling i hen imod to timer. Efter en halv times fægtning blev af mit kompagni såret premierløjtnant Baggesen og sekondløjtnant Schøning; den sidste siges at have fået den ene arm amputeret, den anden formoder man er senere død af sine sår. Disse to officerer blev imidlertid frelste og bragt til Slesvig; dette var dog ikke tilfældet med min fourer og flere underkorporaler og menige, som dels såredes dels dræbtes og derefter blev liggende på valpladsen og overladt preusserne. Vi måtte trække os tilbage over samme frygtelige mose hvorover vi var rykket frem, hvorved vi mistede mange folk som af mathed ikke formåede at passere den, og mange som druknede; her oplevede jeg frygtelige eksempler på krigens rædsler; thi folk som stak i mosen til armene, og ikke kunne komme videre, bleve brugt som underlag for andre, således at de ved at trædes på skuldrene sank fuldkommen under med pik og pak, uden at efterlade noget synligt spor af en tidligere tilværelse. Vi trak os nu videre ind mod Slesvig, og her måtte jeg med mit kompagni dække bataljonen ved at holde en lille skov; jeg erholdt en 3 til 400 mand, som jeg opsamlede af forskellige retirerende afdelinger, besatte et lille hus, hvor døren sprængtes i og vinduerne sloges ud og brugtes som skydehuller, tagene på bygningen besattes, og således forsvarede jeg samme i en god klokketime, hvorefter jeg af preusserne blev drevet tilbage og huset og udkanten af disse besatte. Imidlertid tog jeg en stilling længere nede i skoven, angreb med hurra påny og kastede igen preusserne ud af huset og skoven, blev atter fordrevet og tog atter huset og positionen tilbage; her straktes mangen fjende til jorden, og blev otte preussere skudt inde i huset, som derfra fyrede på os, de faldt ned som døde fluer både fra tagene og det indre af huset. Vi holdt nu skoven næsten en god time, og var i denne under en frygtelig kugleregn, som ideligt vedvarede, idet preusserne stedse angreb med tre kæder, således at den ene altid afløstes af den anden, efter at have været noget i ilden, og uhyre store masser af reserve fandtes opstillet bag kæden i skudfri afstand; preusserne skød godt og manøvrerede med præcision, som på en eksercerplads. Deres uhyre overlegne styrke gjorde enhver længere modstand umulig; jeg trak mig nu med kompagniet, og det øvrige antal som havde sluttet sig dertil, ned over et med krat begroet mosetræk; her fornemmede vi fjendens kugler; mange faldt og andre blev liggende som faldt i hullerne. De første døde, som jeg stødte på i denne mose var vor oberstløjtnants og adjutants heste, som her var skudt af dem selv, da de ikke føres over. På den modsatte bred af mosen traf jeg min bataljon i skoven Dyrehave ved Slesvig. Her lå vi omtrent halvanden time og vekslede skud med fjenden. Vor oberstløjtnant var blevet mat, han sagde han ville hvile sig lidt, og inden et minut var gået hørte jeg ham snorke så det stod efter; kuglerne dansede som ærter i en gryde omkring os, dog dette generede aldeles ikke denne til dumdristighed modige mand. Vi forfulgtes nu atter af preusserne og måtte under bestandig fægtning, i frygt for at blive afskåret og omringet af fjenden, som angreb på alle sider, skridt for skridt trække os ud af skoven. Vi tabte så mange brave kammerater, og det var med inderligt håndtryk at vi officerer mødtes, mens vi i denne skov passerede eller trak os igennem hverandre. Vi opstillede os nu på den sydvestlige side af Slesvig, hvor vi traf sammen med flere andre troppeafdelinger af forskellige våben; nu var klokken vel mellem 7 og 8, og holdt vi denne stilling kun kort. Vi forfulgtes nu til hen imod klokken 9-10, og havde således uafbrudt i ti timer kæmpet den mest hårdnakkede og fortvivlede kamp. Vi kastede os ind i en skov halvanden mil fra Slesvig, antændte vor vagtild, udstillede vore sikringsposter og faldt der af træthed og mathed i en kold og skrækkelig søvn, hvoraf vi vågnede stive og halvdøde; omsider erholdt vi lidt dansk brændevin, nogle beskøjter og lidt røget flæsk, som fortæredes med glubende hunger. Det var virkelig af en komisk virkning at høre soldaterne, som lå ved siden af en, i søvne at råbe: Hurra, hurra, fremad! Kl. 2 om morgenen brød vi atter op, og trak os uden forfølgelse af fjenden til Flensborg; her stod M. og svigerinde Augusta i vinduet og tilsmilte og tilnikkede mig tusinde velkommen. Da jeg havde indkvarteret mit mandskab – thi jeg havde hverken officerer eller underofficerer ved kompagniet – gik jeg ind og spiste til middag hos dem; her var indkvarterede otte officerer, 50 mand, vi drak kaffe, officererne kastede sig på stole og sofaer og faldt i søvn, indtil vi på én gang vækkedes af en panisk skræk.
M., G., M. og tjenestetyendet styrtede ind til os og råbte, at preusserne havde omringet byen. Jeg rejste mig af sofaen, og da jeg ikke så nogen preusser, blev jeg rolig, og udbruddet af skræk og fortvivlelse hos familien og adskillige af officererne søgte jeg at berolige ved at anføre, at vi jo havde kæmpet så meget, at dette dog vel ikke kunne være stort farligere end før, spændte derefter mit gode sværd omkring livet, samlede mit kompagni og stødte til bataljonen, som nu drog sydpå for at møde fjenden tilligemed mange andre tropper. Vi camperede nu om natten et par mil fra Flensborg, trak os derefter ind over Gråsten og videre til Als, hvor vi indskibedes ved Sønderborg i større og mindre både og færger. Vi har i mindre end atten timer marcheret 9 mil, men hvilr os nu godt ud igen; jeg ligger omringet af hele mit kompagni, eller rettere resten deraf, som dog udgør 156 mand, tre underofficerer, som er kommet tilbage, og en ukonfirmeret tambur”.
Senere var han atter ved avantgarden med i træfningen i Sundeved den 28. maj. Men her var det ham ikke forundt at slippe så uskadt derfra. Han blev midt under slaget truffet af en fjendtlig tap- eller spidskugle, som knuste benpiben i den venstre overarm, hvilket gjorde en amputation nødvendig. At denne skulle bringe ham døden, har han næppe haft nogen anelse om. ”En glæde”, skriver han i et brev, som han dikterede til sine forældre endnu samme dag, ”havde jeg forinden jeg blev såret, at se fjenden vige fra det sted han mest hårdnakket forsvarede (500 skridt sønden og vestlig for Dybbøl Mølle). Dette, i forening med den trøst, at det er min venstre arm, i tilfælde at jeg må miste samme, udgør min beskedne beroligelse. Mine forældres og søskendes kærlighed og mine venners deltagelse udgør resten”.
Selve operationen udholdt han som en ægte soldat, holdende avisen han læste i med den anden hånd. Fire dage efter var han død. Han var ikke gift eller forlovet, men hans åbne og ædle karakter og dannede og behagelige omgang havde forskaffet ham talrige venner. Hans gamle forældre og fem brødre og en søster begræder den så tidligt bortrevne. [Nekrologiske Saml.]
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1322-1323
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 81-85
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar