Bügel indtrådte på Landkadetakademiet som kadet den 9. november 1841, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1845 til sekondløjtnant i infanteriet med anciennitet af 1. november 1844, samt ansattes ved 8. Linjeinfanteribataljon. Han kom kun kort tid til at deltage i den første slesvigske krig, idet han den 7. september 1848 kommanderedes til Vestindien med oberst Kæsemodel, der med en troppestyrke sendtes derud i anledning af negeremancipationen.
Han forblev nu i Vestindien til 1853, og her giftede han sig den 15. september 1850 med frøken Laura Holm, datter af etatsråd, plantageejer Holm. Ved sin hjemkomst til Danmark ansattes han ved 4. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til sin død. Den 22. januar 1849 blev han premierløjtnant, den 6. oktober 1856 Ridder af Dannebrog og den 1. april 1860 kaptajn.
Under kampen på Als den 29. juni 1864 stod Bügel med sit kompagni, fjerde, i anden linje og havde udstillet piket nr. 3 i kommunikationsgangen øst for Nordre Rønhave batteri og piket nr. 4 i kommunikationsgangen nord for Kær Vig. Selv opholdt han sig sidstnævnte sted. Så snart der blev alarmeret, førte han, efter eget initiativ, sit kompagni samlet frem til løbegraven foran kommunikationsgangen og derefter nord på og så langt frem, at kompagniet kunne beskyde de fjendtlige både, der nærmede sig land. Så snart fjenden var landet, blev kompagniet heftigt beskudt i flanken. Bügel holdt dog stillingen i længere tid og beskød stadig de efterfølgende både. Først da stillingen, ved fjendens fremrykning, blev uholdbar, gav han ordre til tilbagegang, men samtidig såredes han dødeligt og blev på valpladsen. Kompagniets premierløjtnant blev fanget med mange af mandskabet, og resterne af kompagniet søgte sydpå. Bügel faldt i fangenskab og førtes til Sandbjerg lazaret, hvor han døde den næste dags morgen og senere blev begravet af fjenden.
I juli måned afhentedes liget af broderen, der førte det til København, hvor det den 22. juli jordedes på Garnisons Kirkegård.
Bügel var en meget nøjsom mand, en mand af den gamle skole. Han var streng, men retfærdig. Sine soldater sørgede han for, før han tænkte på sig selv. I sin fritid beskæftigede han sig især med korttegning. Hustruen, en datter og en søn overlevede ham.
Stenen står i skovkanten ca. 150 meter bag ejendommen
Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 42-43.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar