Som dreng frekventerede han Bohrs Skole. Han var lille af vækst,
velproportioneret, let og graciøs med en elegant optræden og et indtagende væsen.
Hans smukke regelmæssige træk og hans hele personlighed var meget sympatetisk.
Han indtrådte den 1. november 1857 på Landkadetakademiet.
Vistnok kun få har båret kadetuniformen med større anstand end han. Når hans ydre
nævnes, må ikke glemmes den hvidgrå lok, der som et lysende punkt fremhævede
hans yppige mørke hårvækst. Bech var noget ældre end sine kadetkammerater og
gjorde også indtryk af at være mere moden og udviklet. Han var almindelig
afholdt som en god og elskværdig kammerat. Han var velbegavet, af et livligt og
let bevægeligt temperament; han kunne være munter til kådhed, men til andre tider
henfalde i dybe tanker. Et lille karakteristisk træk fra hans kadettid skal her
fremdrages. Da han hånede en af sine kammerater, der klagede sig, fordi han
havde brændt sig på et pibehoved, bemærkede denne, at Bech havde såmænd også
nok hylet i et lignende Tilfældt. Bech tog imidlertid ganske roligt om det
brændende pibehoved og holdt det fast i en aftalt tid, et minut. Da han slap
det, var der i hånden et stort brandsår.
Den 1. november 1859 blev han sekondløjtnant og ansattes ved
4. Linjeinfanteribataljon for at gennemgå en praktisk uddannelsesskole. Den 1. november
1860 forsattes han til 11. Infanteribataljon i Aalborg. Her blev han snart lige
afholdt af sine kammerater, af byens borgere og af dens unge damer. En kammerat
omtalte hans elskværdighed og ridderlighed og betegnede ham i det hele som en
smuk type på en officer og gentleman, men berørte tillige hans noget ulige sindsbeskaffenhed;
til tider kunne han på den livligste måde tage del i diskussionen og med lune
og talent forsvare dristige og fantasirige hypoteser; til andre tider kunne han
være sort fortvivlet og rase over bagateller. I så fald fik han lov at rase ud,
og det hele endte i reglen med en hjertelig latter og med en komisk fremstilling
af det passerede.
En af hans kammerater talte sidste gang med ham den 2. februar
1864 og fortalte om en rekognoscering, han havde deltaget i, hvor han var
blevet stanset og beskudt af en østrigsk patrulje. Ved at høre herom styrtede
Bech henimod kammeraten og udråbte: ”Du lykkelige menneske, som har stået for skud,
og nu befinder dig her; jeg ville have givet alt, hvad jeg ejer, for at have
været i dit sted”.
Dagen efter faldt Bech ved Kongshøj. Han stod ved 1. kompagni, der under tilbagegangen mod Kongshøj var på venstre Fløj. I regimentets rapport er anført: ”Venstre fløj havde den hårdeste kamp og fægtede godt”. Regimentskommandøren fremhævede ikke Bech i rapporten, men gentog senere: ”Den lille Bech var flink”. Han var da også fremhævet i Krigsministeriets beretning om kampen. I kompagniets rapport udtales: ”Sekondløjtnant Bech forsvarede sig kækt og roligt”. Han blev truffet i baghovedet, og kuglen gik ud gennem højre øje, så døden straks indtrådte.
Hans lig begravedes den 10. februar på Haddeby Kirkegård.
Sekondløjtnant ved 11. Infanteriregiment Johannes Theodor Bech (søn af tobaksfabrikant Johannes Cordia B. og Johanne Cecilie Barbara Jordening), født 31. juli 1837 i København (Frue), faldet 3. februar 1864 ved Kongshøj, begravet 10. februar på Haddeby kirkegård. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 17-18.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar