Sekondløjtnant Johannes Theodor Bech (1837-1864)

fødtes den 31. juli 1837 i København og var søn af tobaksfabrikant Johannes Cordia Bech og hustru Barbara Jordening.

Som dreng frekventerede han Bohrs Skole. Han var lille af vækst, velproportioneret, let og graciøs med en elegant optræden og et indtagende væsen. Hans smukke regelmæssige træk og hans hele personlighed var meget sympatetisk.

Han indtrådte den 1. november 1857 på Landkadetakademiet. Vistnok kun få har båret kadetuniformen med større anstand end han. Når hans ydre nævnes, må ikke glemmes den hvidgrå lok, der som et lysende punkt fremhævede hans yppige mørke hårvækst. Bech var noget ældre end sine kadetkammerater og gjorde også indtryk af at være mere moden og udviklet. Han var almindelig afholdt som en god og elskværdig kammerat. Han var velbegavet, af et livligt og let bevægeligt temperament; han kunne være munter til kådhed, men til andre tider henfalde i dybe tanker. Et lille karakteristisk træk fra hans kadettid skal her fremdrages. Da han hånede en af sine kammerater, der klagede sig, fordi han havde brændt sig på et pibehoved, bemærkede denne, at Bech havde såmænd også nok hylet i et lignende Tilfældt. Bech tog imidlertid ganske roligt om det brændende pibehoved og holdt det fast i en aftalt tid, et minut. Da han slap det, var der i hånden et stort brandsår.

Den 1. november 1859 blev han sekondløjtnant og ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon for at gennemgå en praktisk uddannelsesskole. Den 1. november 1860 forsattes han til 11. Infanteribataljon i Aalborg. Her blev han snart lige afholdt af sine kammerater, af byens borgere og af dens unge damer. En kammerat omtalte hans elskværdighed og ridderlighed og betegnede ham i det hele som en smuk type på en officer og gentleman, men berørte tillige hans noget ulige sindsbeskaffenhed; til tider kunne han på den livligste måde tage del i diskussionen og med lune og talent forsvare dristige og fantasirige hypoteser; til andre tider kunne han være sort fortvivlet og rase over bagateller. I så fald fik han lov at rase ud, og det hele endte i reglen med en hjertelig latter og med en komisk fremstilling af det passerede.

En af hans kammerater talte sidste gang med ham den 2. februar 1864 og fortalte om en rekognoscering, han havde deltaget i, hvor han var blevet stanset og beskudt af en østrigsk patrulje. Ved at høre herom styrtede Bech henimod kammeraten og udråbte: ”Du lykkelige menneske, som har stået for skud, og nu befinder dig her; jeg ville have givet alt, hvad jeg ejer, for at have været i dit sted”.

Dagen efter faldt Bech ved Kongshøj. Han stod ved 1. kompagni, der under tilbagegangen mod Kongshøj var på venstre Fløj. I regimentets rapport er anført: ”Venstre fløj havde den hårdeste kamp og fægtede godt”. Regimentskommandøren fremhævede ikke Bech i rapporten, men gentog senere: ”Den lille Bech var flink”. Han var da også fremhævet i Krigsministeriets beretning om kampen. I kompagniets rapport udtales: ”Sekondløjtnant Bech forsvarede sig kækt og roligt”. Han blev truffet i baghovedet, og kuglen gik ud gennem højre øje, så døden straks indtrådte.

Hans lig begravedes den 10. februar på Haddeby Kirkegård.

 

Sekondløjtnant ved 11. Infanteriregiment Johannes Theodor Bech (søn af tobaksfabrikant Johannes Cordia B. og Johanne Cecilie Barbara Jordening), født 31. juli 1837 i København (Frue), faldet 3. februar 1864 ved Kongshøj, begravet 10. februar på Haddeby kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 17-18.

Danske krigergrave og mindesmærker