Oberstløjtnant Christian Wilhelm Magius (1787-1848)

blev født den 28. marts 1787 i Lübeck. Hans fader var kongelig dansk legationsråd L.A. Magius, administrator af det kongelige gods Nienburg og flere andre adelige godser. Faderens mange forretninger levnede ham ikke tid til selv at befatte sig med børnenes opdragelse, og da moderen i 1797 døde i en ung alder, blev den her omhandlede søn sat i kost hos en præst i Mecklenburg ved navn Woenniger. I året 1800 kom han på latinskolen i Mölln, hvorfra han 2 år efter blev sendt til Heide for i den derværende lærde skole at forberede sig til indtrædelse på universitetet; han kom her i huset hos sin morbroder, fysikus i Nordre Ditmarsken, doktor Jahn. 

Fra sin tidligste ungdom havde imidlertid Magius ytret stor tilbøjelighed for militærstanden, og da hans onkel stod i venskabelig forbindelse med grev Schack, som var chef for det sjællandske Jægerkorps, der netop da kantonnerede i Heide, fik han ham i juni 1804 anbragt som frikorporal ved det nævnte korps. I januar 1805 afgik Magius til Militærinstituttet i København, hvor han viste sig som en udmærket flink elev. Under Københavns belejring 1807 blev han udnævnt til fændrik og ansat til tjeneste ved Norske Livregiments jægerkompagni, med hvilket han deltog i forpostfægtninger og udfaldene. I januar 1808 indkaldtes han atter til Militærinstitutet for at forberede sig til at tage officerseksamen, som han bestod i marts måned s.å., hvornæst han afgik til tjeneste ved det sjællandske Jægerkorps; i april udnævntes han til sekondløjtnant i korpset og i 1812 forfremmedes han til premierløjtnant. I årene 1810-13 betroede man ham under de daværende, urolige forhold gentagne gange bevogtningen af den sjællandske nordkyst i nærheden af Tidsvilde. I 1820 udnævntes Magius til kaptajn og i 1835 til major. Han forblev til tjeneste ved Sjællandske Jægerkorps og overgik ved omorganisationen i 1842 til 1. Jægerkorps, som han forlod i august 1845, da han udnævntes til oberstløjtnant og kommandør for 3. Jægerkorps, der havde garnison i Nyborg. 

I sidstnævnte egenskab afgik Magius i 1848 til Slesvig, hvor han som kommandør for avantgarden deltog i fremrykningen mod Bov og Slesvig. I slaget den 23. april blev han under avantgardens heftige kamp i Bustrup by ramt af en kugle i hovedet; han faldt livløs af hesten, hans lig blev senere optaget af preusserne og jordet på Haddeby Kirkegård. 

Magius havde alt som løjtnant tiltrukket sig sine foresattes opmærksomhed og anerkendelse; hans dygtighed som officer, hans værd som menneske og hans brugbarhed ved alle arbejder og forretninger, hvorved en klar opfattelse og en uhildet dom var af særlig betydning, havde til følge, at der i tidsrummet fra 1819 så godt som altid blev betroet ham særegne for korpset eller hæren vigtige hverv. Han var personlig yndet af Kong Frederik Vl, der i 1826 udnævnte ham til Ridder af Dannebrog og i 1828 til Dannebrogsmand, og af Kong Christian VIII. Også Sveriges og Norges konge, Carl Johan, viste ham sin bevågenhed ved i 1832 at skænke ham en æressabel; i 1833 blev han sendt til Sverige for efter indbydelse af Kong Carl Johan at overvære en større manøvre. Under felttoget 1848 hævdede Magius sin plads som en af vor hærs mest udmærkede førere, og den beklagelse, hvormed den kommanderende general i sin rapport meddelte tabet af denne dygtige, koldblodige officer, fandt derfor også almindelig genklang i hele hæren.

I oktober 1814 indgik Magius ægteskab med Anna Elisabeth Lind, der døde i 1840. Han havde med hende 7 børn, hvoraf dog kun 5, 4 sønner og 1 datter, overlevede ham. [Generalstabsværket]

* * * * *

Oberstløjtnant og kommandør for 3. Jægerkorps Christian Wilhelm Magius, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, faldet i slaget ved Slesvig d. 23. april. Født 28. marts 1787 i Lübeck af forældrene Ernst Albrecht Magius, kongelig dansk legationsråd, administrator af det kongelige gods Nienburg og flere adelige godser, justitiarius over en del af domkapitlets vikarier og ældste af katedralkollegiet sammesteds, i året 1803 optaget i den tyske adelstand af kejser Frans II (født i Bassinghausen i det hannoverske 1733, død 1803) og Sophie Dorothea Jahn, yngste datter af kongelig dansk justitsråd, medlem af generaldirektoriet i Kiel, Joachim Diedrich Jahn i Neumünster; hun døde 1797, 36 år gammel, efter at være blevet moder til otte børn, hvoraf dog kun tre sønner var levende ved faderens død. Da dennes mange forretninger ikke levnede ham tid til at befatte sig direkte med sønnens opdragelse, kom denne samme år som moderen var død i kost hos en præst i Mecklenburg ved navn Woeninger. I året 1800 kom han på latinskolen i Plön og 1802 til sin morbroder, dr. Jahn i Heide, da fysikus i landskabet Nordre Ditmarsken, for i den derværende latinskole at fuldende sin forberedelse til universitetet. Men da han fra sin tidlige ungdom havde haft stor lyst til militærstanden, og hans onkels venskabelige forbindelse med grev Schack, chef for det sjællandske jægerkorps, som dengang lå i kantonnementskvarter i Heide, lod ham håbe en heldig ansættelse ved samme, indtrådte han som frikorporal ved dette korps d. 30. juni 1804. 

Efter at have lært tjenesten ved korpset, afgik han ved nytår 1805 til det danske militærinstitut i København for her at tage officerseksamen. Efter at have erholdt første præmie ved klasseeksaminerne, blev han under Københavns belejring d. 2. august 1807 udnævnt til fændrik og ansat til at gøre tjeneste ved Norske Livregiments jægerkompagni, hvis daværende chef var den senere som generalmajor afdøde Zepelin. Han var med ved alle udfaldene og nogle forpostskærmydsler og havde den besynderlige skæbne at måtte fægte mod sin egen broder, premierløjtnant ved 6. Bataljon af den tyske legion, Ernst August Magius; ved udfaldet på Nørrebro stødte de i træfning mod hinanden. Ved nytår 1808 blev han igen indkaldt til mititærinstituttet for at fuldende sin forberedelse til officerseksamen, som han tog med bedste karakter i den påfølgende marts måned, hvorefter han afgik til tjeneste ved Sjællandske Jægerkorps, ved hvilket han under 14. april s.å. (1808) udnævntes til sekondløjtnant og den 8. maj 1812 forfremmedes til premierløjtnant. I årene 1810-13 betroedes ham flere gange kommando over nordkysten af Sjælland fra Tisvilde til Ellekilde, hvor han ved hovedposten Dronningmølle havde adskillige affærer med fjenden. Den 24. november 1820 befordredes han til kaptajn, den 28. november 1835 til major. Han vedblev at gøre tjeneste ved Sjællandske Jægerkorps indtil dettes ophør den 1. juli 1842 og derefter ved 1. Jægerkorps indtil han under 19. august 1845 forfremmedes til oberstløjtnant og kommandør for 3. Jægerkorps i Nyborg. Blev under 25. maj 1826 benådet med Dannebrogordenens Ridderkors og under 1. november 1828 med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Af Sveriges og Norges konge Carl Johan erholdt han i året 1832 æressablen. Han var personlig yndet af kongerne Frederik VI og Christian VIII, især den første, og blev siden året 1819 uafladeligt brugt i flere militære kommissioner, og deltog i adskillige prøver og forsøg betræffende forbedrede indretninger ved hærens feltrekvisitter og våben, ligesom han i en række af år var forstander for korpsets eksercerskole, forstander for dets undervisningsanstalt for underofficerer og munderingskommissær. I året 1843 blev han sendt til den store manøvre i Sverige efter indbydelse fra kong Carl Johan, hvorom han ved sin hjemkomst aflagde beretning. Han var således i bestandig virksomhed også i fredstid. Han var af et alvorligt og dybsindigt gemyt. 

Det hæderlige i hans dåd i slaget ved Slesvig forhøjes end mere ved den måde hvorpå han omtales i den tjenstmæssige indberetning om slaget fra general Hedemann, hvori det hedder, at ”under dette engagement blev oberstløjtnant Magius, der under hele felttoget havde hævdet sin plads som en af vor armés mest udmærkede officerer, dødelig såret" (af en kugle i låret), og fremdeles, at han ”førte sit korps (avantgarden) med mønsterværdig dygtighed og koldblodighed”; i denne kommando afløstes han da af den nedenfor omtalte major Holm, som mod slutningen af slaget ligeledes faldt; han må uden tvivl antages at have henhørt blandt de ti danske officerer som efter general Wrangels beretning blev begravede på kirkegården i Slesvig. 

Den 7. oktober 1814 havde han giftet sig med jomfru Anna Elisabeth Lind, efter hvem han blev enkemand den 2. januar 1840. I dette ægteskab havde han syv børn, hvoraf to døtre døde i tidlig alder, en datter og fire sønner lever efter ham, af hvilke den ældste, Jens Erik Albrecht Magius er premierløjtnant og adjutant ved 3. Jægerkorps, en anden frivillig underofficer, en tredje landkadet. [Nekrologiske Saml.]

 

Oberstløjtnant ved 3. Jægerkorps Christian Wilhelm Magius (søn af godsadministrator, legationsråd Ernst Albrecht M. og Dorothea Johanne Frederikke Jahn), født 28. marts 1788 i Lübeck, faldet 23. april 1848 ved Slesvig, begravet 25. april på Haddeby kirkegård. Gift 2. oktober 1814 i Hillerød med Anna Elisabeth Lind (datter af mølleejer Jens L. og Kirsten Maar), født 12. juli 1790 i Græse sogn, Frederiksborg amt, død 2. januar 1840 i København (Citadels). - Han efterlod fire sønner og en datter i alderen 14-31 år. 

Familien blev optaget i den tyske adelsstand i 1803.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1295-97.

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 36-39

B. Laier: Officersslægten von Magius. Krigshistorisk tidsskrift 2004, nr. 1, s. 16-35.

Danske krigergrave og mindesmærker