var et soldaterbarn, ældste søn af oberstløjtnant Hans Schau ved Fynske Regiment lette Dragoner og hustru Dorothea, født Bojesen. Han var født den 27. april 1821 i Odense, hvor han tilbragte sin barndom og undervistes først af faderen, siden i byens da nyligt oprettede realskole. Her ligesom under sine senere studier hævdede han bestandigt sin plads som nr. 1; mærkeligt tidligt udviklet, deltog han næsten aldrig i sine brødres lege; han var stadigt beskæftiget med læsning, og ride- og fægteøvelser var den eneste rekreation, han undte sig. 11 år gammel kom han til København for at forberede sig til den kongelige militære højskole, hvor han indtrådte den 29. september 1836 som elev, idet han samtidigt udnævntes til sekondløjtnant à la suite i artilleriet; to år senere, da han havde taget oprykningseksamen, fik han anciennitet fra udnævnelsens dato og indtrådte i artilleriafdelingen, hvis afgangseksamen han bestod 1840. Efter at have gennemgået de praktiske skoler ved våbenet ansattes han 1841 som lærer ved underofficerselevskolen i København, men kom allerede året efter ved omorganisationen som premierløjtnant til 2. Artilleriregiment i Rendsborg. 1843 deltog han med pontonnérkompagniet i en troppesamling ved Lüneburg.
Han forblev endnu to år i Rendsborg, men var på grund af sit udpræget danske sindelag og den uforbeholdenhed, hvormed han lagde det for dagen, udsat for stadige krænkelser fra den slesvig-holstensk-sindede befolknings side. Borgernes had til ham kom til udbrud ved en revy, som afholdtes den 30. september 1845 af statholderen, prinsen af Nør. Schau, der var sat til at holde orden på revypladsen, arresterede nogle urostiftere, og da så det i paraden deltagende, borgerlige artilleri tog parti for dem, måtte han værge for sig med det blanke våben, indtil statholderens mellemkomst gjorde ende på tumulten, men på en for Schau så krænkende måde, at han indgav klage til kongen. Denne lod nedsætte en overkrigskommission til sagens undersøgelse, i henhold til hvilken Schau fik eklatant oprejsning, mens det borgerlige artillerikorps blev opløst ved en kongelig resolution.
Allerede forinden var Schau blevet forsat til 1. Artilleriregiment i København, hvor han forrettede tjeneste som adjutant, indtil han den 13. juni 1848 udnævntes til kaptajn af 2. klasse og ansattes ved den aktive armé som næstkommanderende først ved Batteriet Marcussen, siden ved Batteriet Lumholtz. Den 3. april 1849 førte han ved Adsbøl to kanoner af sidstnævnte batteri og nævnes i rapporten for mod og konduite under affæren. Anden gang, han fik sit inderlige ønske opfyldt at vove sit liv for fædrelandet, var den 12. september 1850 ved Mysunde. Ifølge den for forsvaret lagte plan tog Schau på denne dag med sine fire granatkanoner plads på plateauet nord for sundet og åbnede ilden mod det fjendtlige artilleri, så snart det viste sig ved Langsøens nordende, men næppe var halvbatteriet kommet i virksomhed, før kommandøren sank død til jorden, truffet i hjertet af en spidskugle fra de lige overfor liggende, fjendtlige tiraillører. Han blev jordet den 14. september på Sct. Michaelis Kirkegård i Slesvig.
Boe Schau var en høj, velbygget mand, hvis hele ydre vidnede om energi og selvbeherskelse. Han havde regelmæssige træk og, skønt han havde et udmærket helbred, havde hans ansigt en vis, dog ikke sygelig bleghed. Der var noget melankolsk i hans væsen; i selskabelighed deltog han aldrig, men delte sin tid mellem tjeneste og studeringer. Arméen tabte i ham en ægte soldat, Artilleriet en udmærket dygtig officer, hans våbenbrødre en vennesæl og elsket kammerat og hans familie en trofast støtte, en opofrende søn og broder, er der skrevet om ham. Som eksempel på hvad han var i sidstnævnte henseende, skal blot anføres, at han, mens han var elev på højskolen, altså med sekondløjtnants gage, i to år underholdt en yngre broder, der var bestemt for samme vej, uden at modtage noget tilskud og på den anden side uden at gøre gæld. Det behøver næppe yderligere forklaring, at han stod som et lysende eksempel for sine seks yngre brødre, der efter ham med lyst og held betrådte den militære løbebane, men som alle blev bortrevne i en forholdsvis ung alder – de to, ligesom den ældste broder, på valpladsen.
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1577-80.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar