søndag den 1. januar 2023

Sekondløjtnant William Sidney Horatio Rosenstand-Goiske (1820-1849)

blev født i København den 18. november 1820; hans fader var løjtnant i marinen og gik senere af som kaptajnløjtnant. Efter at sønnen havde underkastet sig præliminæreksamen og derefter adgangseksamen for polyteknikere, gik han 4 år på værkstederne i Polyteknisk Anstalt, indtil han under de truende forhold i begyndelsen af 1848 ansattes som civilkonduktør ved befæstningsanlægene omkring København. 

Efter krigens udbrud gik han med som frivillig korporal ved ingenørerne, trådte derefter ind på kommandoskolen og blev under 4. oktober 1848 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 2. Jægerkorps. Ved dette deltog han i felttoget 1849, indtil han i slaget ved Fredericia først blev såret og kort efter dræbt, idet en granat borttog halvdelen af hovedet.

Han var en godmodig personlighed, en modig officer og førte syngende sin afdeling i kampen; som mange andre havde han en anelse om sin forestående død og havde i den anledning forinden kampen bortgivet flere af sine ejendele.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 
blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia
Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 2. Jægerkorps William Sidney Horatio Rosenstand-Goiske (søn af kaptajnløjtnant Peter R.-G. og Regine Louise Ahrends), født 18. november 1820 i København (Trinitatis), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift. 

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1183-1184.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar