lørdag den 21. januar 2023

Sekondløjtnant Frederik George William Reiter (1840-1864)

fødtes den 9. juni 1840 i London og var søn af skræddermester, kaptajn i Københavns Borgervæbning, Frederik Gerhardt Reiter og hustru Jenny Haycham fra London. Han gik som dreng i Mariboes realskole. Det var tidligt hans ønske at blive officer, hvorfor han forberedte sig til Landkadetakademiet. Han indstillede sig 1858 til adgangsprøven, men bestod ikke. Han prøvede igen 1859 og bestod prøven, men blev ikke optaget på akademiet. Han studerede nu til dyrlæge og arbejdede med flid og lyst.

Da imidlertid bestemmelserne om tilvejebringelse af reserveofficerer kom frem, fik han atter lyst til at prøve på at blive officer. Han søgte derfor i december 1860 om at måtte indtræde på den aspirantskole, der skulle begynde i foråret 1861, men hans ansøgning blev ikke bevilget. Da det således, trods gentagne forsøg, ikke lykkedes ham at få sit ønske, om at blive officer, opfyldt, søgte han endelig den 4. marts 1861 Hans Majestæt Kongen om at komme på reserveofficersaspirantskolen, og nu lykkedes det endelig, idet han fra 9. april til 31. oktober 1861 gennemgik skolen på Landkadetakademiet.

Den 1. november 1861 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og den 18. oktober 1862 ansattes han ved 2. Infanteribataljon, med hvilken afdeling han rykkede ud i 1864. Under kampen den 18. april stod 2. Regiments 8. kompagni i reserve. På grund af de store tab, regimentet havde i kampene ved Dybbøl, førte den unge reserveofficer denne dag kommandoen over 8. kompagni.

En ordre fra bataljonskommandøren, kaptajn Lundbye, om at rykke frem til hjælp for Skanse nr. 4 nåede ikke kompagniet. Derimod afgav det efter regimentskommandørens ordre to delinger, mens Reiter med de to resterende delinger skulle rykke frem for at være nærmere ved 3. og 7. kompagni. Under denne fremrykning faldt den ene delingsfører, sekondløjtnant Toxwerdt, og kort efter såredes Reiter dødeligt. Kompagniet var nu uden officerer.

Reiter førtes af fjenden til Nybøl lazaret, hvor han døde den 28. april. Liget overførtes til København og jordedes den 8. maj på Garnisons Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant Reiter blev rejst i 1927.
Stenen står lige over for indgangen til museet på Dybbøl Banke.


Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 
at blandt andet sekondløjtnant Reiter døde
på Johannitterlazarettet i 1864.

Sekondløjtnant ved 2. Infanteriregiment Frederik George William Reiter (søn af skræddermester Frederik Gerhard R. og Margaret Jane Haycham), født 9. juni 1840 i Westminster St. James, London, Storbritannien, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 28. april på Nybøl lazaret, begravet 8. maj på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 170-171.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar