lørdag den 14. januar 2023

Sekondløjtnant Carl Ussing (1823-1849)

søn af kancelliråd, kontorchef J.H. Ussing, blev født i København den 14. april 1823. Efter at have frekventeret Metropolitanskolen blev han i 1839 student, hvorefter han i foråret 1844 tog juridisk embedseksamen med bedste karakter. I nogen tid besørgede han nu som vicarius fuldmægtigtjenesten på Amager Birks kontor, indtil han i slutningen af 1847 blev ansat som fuldmægtig under Københavns Magistrats 2. sekretariat. 

Da oprøret udbrød, og Ussing, der havde ladet sig vælge til officer i Livkorpset, forrettede vagttjeneste med sit kompagni studenter, ønskede han tit at være hist ovre, hvor det gjaldt; og da i følge septemberloven en betydelig del af de i 1823, 24 og 25 fødte købstadbeboere blev udskrevet, og loddet traf ham, ville han derfor ikke stille for sig. Som officer i Livkorpset blev han ansat som sekondløjtnant ved 6. Linjebataljon, og med denne deltog han i 1849 i flere træfninger, navnlig i kampen ved Ejstrup den 23. april og senere under general Ryes tilbagetog i Jylland. I slaget den 6. juli blev han dødeligt truffet af en kugle i det venstre bryst, just som han var beskæftiget med at samle sine folk efter den uorden, hvori bataljonen var kommet ved det forgæves stormløb mod Trelde-skansen.

Ussing havde flere selskabelige talenter, blandt andet en stor lethed i at skrive vers og mindre sceniske fremstillinger, en gave, der fra hans tidligste tid skaffede ham mange Venner. Som officer var han brav og pligtopfyldende, og hans kammerater i hæren satte ikke mindre pris på ham, end tidligere hans studentervenner.


Sekondløjtnant ved 6. Linjeinfanteribataljon Carl Ussing (søn af kontorchef Johannes Hjorth Ussing og Esperance Tolerance Balle), født 14. april 1823 i København (Trinitatis), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Frederica. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1193-1194.

Danske krigergrave og mindesmærker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar