lørdag den 9. juli 2022

Sekondløjtnant Carl Christian Adolph Hansen (1823-1849)

en søn af stadslæge i Korsør C.F. Hansen, var født i Korsør den 26. maj 1823. Efter at have frekventeret et institut i Nyborg kom han efter sin konfirmation i lære hos købmand Schalburg i samme by, hvor han efterhånden avancerede til bogholder. Også han blev grebet af den almindelige entusiasme og forlod frivilligt en rolig livsstilling for med ungdommeligt mod at drage til kamp for det betrængte fædreland. 

Han fægtede som menig ved 3. Jægerkorps ved Bov og Slesvig, deltog i træfningerne i Sundeved, blev siden overjæger, kommanderedes derefter til kommandoskolen i København og udnævntes den 1. september 1848 til sekondløjtnant i krigsreserven. Han gjorde hele tiden tjeneste ved 3. Jægerkorps og var stedse agtet af sine våbenfæller som modig kriger. Den 22. maj 1849 blev han udkommanderet til at forsvare blokhuset ved Fredericia og stod her kæk, med draget sværd ved indgangen, truende med at nedhugge enhver, som vovede at forlade sin farefulde post, indtil han segnede for et bombestykke, som knuste hans venstre lår; og først da han var faldet, veg den skare, han havde ført. Han blev siden amputeret og døde på lazarettet på Billeshave den 31. maj, dybt savnet af de gamle forældre, hans forlovede, søskende og de mange venner, han havde efterladt sig.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 
og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 
blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 
på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Carl Christian Adolph Hansen (søn af distriktslæge Carl Frederik H. og Hansine Elisabeth Siersted), født 26. maj 1823 i Korsør, såret 22. maj 1849 ved Fredericia, død 31. maj på Billeshave lazaret, begravet 4. juni på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1152-1153


Ingen kommentarer:

Send en kommentar