tirsdag den 24. maj 2022

Sekondløjtnant Heinrich Adolph Christian Goldschadt (1840-1864)

fødtes den 21. august 1840 i Kastellet og var søn af overkommandersergent, Dannebrogsmand Christian Frederik Goldschadt, der faldt den 25. juli 1850 ved Isted, og hustru Doris Christine Sophie Petersen.

Goldschadt blev kadet den 1. november 1857 og kadetunderofficer 1859. Ved afgangen fra Landkadetakademiet den 1. november 1860 udnævntes han til Sekondløjtnantsmed anciennitet af 1. november 1859 og ansattes ved 3. Jægerkorps. Den 22. april 1861 forsattes han til 10. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud 1864.

I fægtningen den 28. marts foran Dybbøl, hvori hans regiment så hæderligt tog del, såredes han alvorligt i højre skulder og indlagdes på Augustenborg lazaret, hvor han døde om morgenen den 30. april.

Han var et rigt begavet menneske med åben sans for alt skønt og godt. Han dyrkede i sin fritid sin yndlingsbeskæftigelse, tegning, navnlig portrættering. På akademiet tegnede han vellykkede silhouetter af sine kammerater. Han havde i denne retning et udpræget talent, og hans pennetegninger ansås med rette for fortrinlige. Han kunne, når han havde tid, i dagevis strejfe om i mark og skov med sin skitsebog, eller sidde hjemme og tegne fra morgen til aften. Han interesserede sig også stærkt for skønlitteratur. Den tørre regelmæssige tjeneste i garnisonen harmonerede ikke ret med hans idealt anlagte og ildfulde natur, men han havde en stærk pligtfølelse og udførte derfor altid sin tjeneste med største samvittighedsfuldhed. Med levende kærlighed omfattede han fædrelandet og ønskede intet hellere, end at vise denne i gerning, ligesom det også stod ham klart, hvad kampen galdt: ”Danmarks uafhængighed af Tyskland og Slesvigs nøje tilslutning til kongeriget”.

Sin længsel efter at tage del i en fægtning fik han tilfredsstillet, da preusserne hin anden påskedags morgen, den 28. marts, forsøgte en overrumpling af Dybbølstillingen, men blev kraftig afvist, blandt andre af 10. Regiment, der havde besat venstre del af den højre fløj. Under kampen for at fordrive fjenden fra Øster Dybbøl var, foruden andre delinger af de forskellige kompagnier, også Goldschadts sendt frem. Han gik modig og uforfærdet frem i spidsen for sine folk, som glade og tillidsfulde fulgte deres unge, afholdte fører. Under denne fremrykning blev han såret i skulderen. Dagbladets korrespondent på Als fremhævede i en beretning om kampen den 28. marts med fortjent ros den unge ffficers modige og raske deltagelse i kampen. I rapporten om fægtningen den 28. april fremhæves Goldschadt med udmærkelse for sit forhold. Han efterlod et dybt savn såvel hos kammeraterne som hos sine undergivne, af hvem han var ualmindelig afholdt.

Hans lig begravedes den 5. maj på Augustenborg Kirkegård, hvor kammerater af hans regiment i sommeren 1865 rejste en granitsten med indskriften: ”Hans Kammerater satte ham dette Minde”.

Mindestenen over sekondløjtnant Goldschadt blev rejst i 1938
Stenen står umiddelbart nord for Skanse VIII,
ganske tæt på landejendommen Parallelvej 2 


Sekondløjtnant ved 10. Infanteriregiment Heinrich Adolph Christian Goldschadt (søn af overkommandersergent Christian Frederik G. og Doris Christiane Sophie Petersen), født 21. august 1840 i København (Citadels), såret 28. marts 1864 ved Dybbøl, død 30. april på Augustenborg lazaret, begravet 5. maj på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 65-66

Danske krigergrave og mindesmærker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar