var født den 10. marts 1821 og søn af silke- og klædekræmmer i København J. Dorscheus. Efter at have nydt privat undervisning indtrådte han i 1833 i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvorfra han i 1841 dimitteredes til universitetet. Af indre drift førtes han til at studere teologi, men havde endnu ikke fået embedseksamen, da krigen udbrød, og fædrelandskærligheden bragte ham som så mange andre til at forlade den fædrene arne for at stille sig mod landets fjender.
Han ansattes ved 10. lette Bataljon, ved hvilken han snart avancerede til underofficer. Efter at have gennemgået en kommandoskole blev han den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og deltog derefter ved den nævnte bataljon i den blodige træfning ved Dybbøl den 13. april, da han blev ramt af en kugle i underlivet og dagen efter døde på Augustenborg lazaret. Han var i høj grad agtet af sine foresatte og afholdt af kammerater og undergivne; hans bortgang blev derfor dybt beklaget, og navnlig hans gamle moder følte savnet af sønnen med det blide, kærlighedsfulde sind.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1129-1130
Ingen kommentarer:
Send en kommentar