Det var en brav og dygtig søn, som fædrelandet mistede i
Bruun. Soldat var han med liv og sjæl, og hans hjerte slog inden for uniformen
så varmt som noget for Danmarks ære, frihed og selvstændighed. Kun 16 år gammel
meldte han sig frivillig i 1849 og var med ved Fredericia og året efter ved
Isted. Begge steder viste han mod og konduite. Han var 1849 avanceret til korporal og stod ved 1. Linjeinfanteribataljon.
Den 26. oktober 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve,
men overførtes den 25. august 1850 til linjen med anciennitet af 1. november
1849. Ved sin udnævnelse til officer ansattes han ved 2. Jægerkorps (18. Bataljon),
ved hvilket han stod lige til sin død. Den 5. maj 1861 udnævntes han til premierløjtnant.
I 1864 fik han, da kaptajn Schow var faldet ved Mysunde den 2. februar, kommandoen over kompagniet, og han viste sig fuldt ud værdig til denne hædersplads. Den 21. februar, da 18. Regiment kom på forpost foran Dybbøl, befandt han sig ikke vel, men han ville ikke melde sig syg ved en lejlighed, hvor han kunne komme til at gøre nytte. Den 22. februar rykkede preusserne med utrolig hurtighed frem og kastede vore forposter tilbage. Bruun holdt længe stand med sit kompagni, begge hans sidemænd faldt, han selv stod oppe på en grøftevold for at give sine folk et godt eksempel, og fyrede herfra på preusserne; da ramte en kugle ham lige i hjertet, og han segnede død om. Hans lig blev på kamppladsen, men fandtes om aftenen med tømte lommer, da forposterne påny skødes frem. En fjendtlig parlamentær bragte dog senere hans tegnebog til forpostlinjen.
Han var ikke blot et bravt menneske og en tapper soldat, der med frejdighed gik i døden for sit land, men han var tillige den kærligste søn og broder, hvorfor tabet af ham overalt efterlod dybe savn. Hans lig førtes til Roskilde og begravedes den 1. marts på Gråbrødre Kirkegård.
Dit ord nu aldrig jeg glemme kan
fra hint muntre Lag:
”Hvor stolt at dø for sit fædreland
på kampens dag”.
Frem stormed fjenden, men du stod fast
for med kraft at slå.
Du havde altid så ringe hast,
når du faren så.
På gærdet stod du og skød og skød,
til din kugle kom,
til du fandt den kække soldaterdød,
som du drømte om.
Ej vil vi hylle vort blik i gråd;
hvad mon sorgen vil?
Den har vi hverken lyst eller råd
eller stunder til.
Vi gemmer dit navn og dit høje mod
på hjertets grund,
at det kan ildne til dåd vort blod
i stridens stund.
Og når vi kæmper fra hegn til hegn
imod overmagt,
da for vort øje i kuglernes regn
står du uforsagt,
og vinker os frem til den blodige dyst
så gram i hu,
men når en kugle rammer vort bryst
så smiler du.
C. Jürs
Landevej ca. 250 meter øst for Bøffelkobbelhuset
Ældre foto. Den stråtækte ejendom er siden revet ned
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 36-37.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar