Som dreng gik han i skole i Kerteminde og bestemte sig til at blive farmaceut. Han kom i den anledning på Hjorteapoteket i København. Han læste i 1848 til anden del af farmaceutisk eksamen, men med læsningen gik det kun småt, og da derfor krigen kom, var det en kærkommen anledning for ham til at slippe for læsningen. Han meldte sig frivillig, ansattes ved 10. Linjeinfanteribataljon og avancerede til korporal. Den 1. september 1848 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og tillagdes senere anciennitet af 30. april 1848. Han stod ved Københavns Garnisonsbataljon 1848-49, ved 6. Reservebataljon 1849-51, ved 7. Linjeinfanteribataljon 1851-60 og ansattes den 11. juni 1860 ved 3. Infanteribataljon, med hvilken han i 1864 rykkede ud som kompagnikommandør ved 7. kompagni. Den 15. august 1854 blev han premierløjtnant.
Han deltog med hæder i den første slesvigske krig og dekoreredes for sin deltagelse i denne med Ridderkorset den 6. oktober 1850. Den 23. april 1849 blev han ved 6. Reservebataljons uforfærdede angreb på den af fjenden forskansede Kolding by hårdt såret i brystet. Han henlå længe på forskellige lazaretter, inden han atter genvandt sit helbred. Den 24. juli ved Helligbæk blev han igen såret, dog lettere end året før.
I 1864 blev han den 18. april atter såret, idet han fik et dybt skud i højre skulder, der nødte ham til at forlade arméen og søge til København. Her havde han lejlighed til at hilse på kone og børn, kun lidet anende, at hans farvel ved tilbagerejsen til regimentet på Als, skulle være det sidste i denne verden.
Under kong Christian den Niendes besøg i Skanse nr. 2 den 22. marts 1864 om aftenen kommanderede Drastrup fodfolksbesætningen. Han søgte gentagende at belære kongen om, hvorledes dækning toges mod beskydning fra fronten eller fra Broager, men til hans store sorg tog kongen ingen notits deraf. Under angrebet på Kær by om morgenen den 29. juni gennemborede en preussisk kugle hans bryst, hvorefter han indbragtes som død til det fjendtlige lazaret i Sønderborg, hvor han jordedes den 2. juli på den derværende kirkegård.
Man svævede i lang tid i uvished om hans skæbne, men det skyldtes fejl i den fjendtlige lazaretlistes navne. Den sikre efterretning om hans død fik enken af hans oppasser, der havde fulgt sin premierløjtnant til det sidste, og derefter faldt i fangenskab. Efter at være udløst heraf kom han et par måneder efter krigen til enken og overgav hende, efter den faldnes ønske, hans ring, samt bragte fra ham den sidste hilsen til hustruen.
Drastrup var en modig soldat med et godt humør, agtet af foresatte og afholdt af kammerater, der under krigen, når det kneb med humøret, altid sagde: ”Lad os gå over til 7. kompagni til Drastrup”. Han var et godt menneske. Herom vidner en af de meniges udtalelser: ”Når officererne til tidsfordriv spillede et eller andet spil, og premierløjtnanten vandt, så vidste vi altid, at den forstærkningsmand, der havde de fleste børn, fik Gevinsten”. Stedbørnene i hjemmet hang ved ham med stor kærlighed og glædede sig altid til hans hjemkomst.
I 1862 ægtede han fru Andrea Klitgaard, datter af proprietær Pettersen, og enke efter grosserer Klitgaard. Hustruen overlevede ham og havde i første ægteskab fire børn og i ægteskabet med Drastrup fik hun 1863 en søn.
Stenen står på landejendommen Bertelsminde, Kær Bygade 40
Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Axel Henrik Drastrup (søn af toldkasserer Johan Jacob D. og Helene Marie Brockdorff), født 16. april 1825 i Kerteminde, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als. Gift 15. april 1862 i København (Garnisons) med købmand Just Klitgaards enke Andrea Wilhelmine Petersen (datter af købmand Villads P. og Dorthea Marie Nielsdatter), født 30. maj 1823 i Nibe, død 25. oktober 1894 på Frederiksberg. – Han efterlod en 1-årig søn og fire stedbørn i alderen 6-14 år.
Hans gravsted kendes ikke. Oplysningen om lazarettet og kirkegården i Sønderborg understøttes ikke af samtidige kilder.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 53-54.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar