torsdag den 26. maj 2022

Kaptajn Rasmus Bonnichsen (1807-1849)

blev født i året 1807 og var den 3. søn af oberst Bonnichsen ved Randers’ dragoner, der faldt i Holsten 1812 i en fægtning mod kosakkerne. Som ganske ung kom Bonnichsen til søs og foretog endog længere rejser, således til Brasilien; han kunne imidlertid ikke betvinge den lyst til militærvæsenet, som havde besjælet ham fra hans tidligste drengeår, hvorfor han opgav sømandslivet og tog ansættelse som underofficer i Rendsborg. Ved statholderen, prins Frederiks bistand og anbefaling trådte han i året 1828 ind på Landkadetakademiet, og efter at have gennemgået dette udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 19. december 1830 og ansattes ved det holstenske infanteriregiment; den 9. oktober 1838 udnævntes han til premierløjtnant, og ved arméomordningen i 1842 trådte han over i 14. Liniebataljon.

 Her forblev han til oprørets udbrud i marts 1848, da han mod at udstede det forlangte revers erholdt tilladelse til at forlade Rendsborg og afrejse til København. I felttoget 1848 deltog han derfor ikke; men da krigen igen skulle til at begynde i 1849, troede Bonnichsen, der under 17. juli 1848 var blevet forfremmet til kaptajn, sig forpligtet til atter at stille sig i de danske rækker, og han ansattes da som kompagnichef ved 6. Linjebataljon. Da han om morgenen den 23. april rykkede ud til kampen, ytrede han meget bestemt til en ham kær kammerat: ”Jeg falder i dag på årsdagen efter min broders død”; og da han senere på dagen med en kugle i brystet blev bragt på lazarettet, betragtede han med stirrende blik denne kammerat [kaptajn Bohse], der ligeledes såret blev lagt ved hans side, som om han ville sige: ”Hvad jeg forudsagde er sket". Bonnichen døde den 25. april.

Han var en praktisk officer, modig og dygtig, afholdt af alle, der kendte ham; han var en øvet gymnastiker og en lidenskabelig jæger.

32 faldne fra slaget ved Kolding 23. april 1849 blev begravet i 
Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia
Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Kaptajn ved 6. Linjeinfanteribataljon Rasmus Bonnichsen (søn af oberst Bonche B. og Dorthea Soel), født 13. september 1807, såret 23. april 1849 ved Kolding, død 25. april på Fredericia lazaret, begravet 27. april på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1132-1133.

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar