om hvis familieforhold kun meget mangelfulde oplysninger foreligger, var født i 1799. Efter at have gennemgået Landkadetakademiets forskellige klasser udnævntes han i 1815 til sekondløjtnant; i 1826 forfremmedes han til premierløjtnant, og i 1835 til kaptajn. Ved omorganisationen af hæren i 1842 blev Friederichsen, der indtil da havde gjort tjeneste ved det sjællandske Jægerkorps, forsat som kompagnichef til 13de Linjebataljon i Fredericia. Han var alt tidligt anset for en dygtig officer, der såvel var meget udviklet i teoretisk henseende som begavet med egenskaber, der i praksis måtte gøre ham særligt egnet til den stand, han havde ofret sig for. Med en fremtrædende, mandig personlighed forbandt Friederichsen således mod og omsigt, og disse egenskaber var parrede med en hjertensgodhed, der navnlig gav sig til kende i en levende og stadig interesse for hans undergivne. Med 13. Liniebataljon fulgte Friederichsen i 1848 til Slesvig, men bataljonen kom, som det vil erindres, ikke ved Bov i nogen fægtning. Den 18. april beordredes Friederichsen til midlertidigt at overtage kommandoen over 7. Liniebataljon, og denne kommando førte han i slaget ved Slesvig. Det var, som det vil mindes, først hen på aftenen, at den nævnte bataljon i forening med 4. Liniebataljon blev beordret frem for at støtte den højre fløj af vort centrum og derved sikre de andre her kæmpende afdelingers retræte gjennem Tiergarten. Under bataljonens kamp blev Friederichsen såret i underlivet; han bragtes til ambulancen i Ziegelei, hvor han imidlertid døde 1/2 time efter indbringelsen.
Friederichsen nærede, som alt berørt, en levende interesse for sine undergivnes vel, og hvor det gjaldt om at fremme dette, bar hans optræden præget af den fasthed og bestemthed, der udgjorde et væsenligt træk i hans karakter. I så henseende fandt han en vid mark for sin virksomhed i de uheldige garnisonsforhold i Fredericia, der end yderligere var blevet forværrede ved omorganisationen. I længere tid havde man alt haft opmærksomheden henvendt på disse forhold, men det lykkedes først Friederichsens kraft og udholdenhed at råde bod på de tilstedeværende ulemper. En ikke ringe modstand fremkaldte den omstændighed, at de nødvendige forbedringer medførte en del udgifter for byens temmelig fattige borgere, men det lykkedes ham dog efterhånden at overvinde denne, og i 1847 var man dels ved ofre fra borgernes side, dels ved tilskud fra den kongelige kasse nået hen til at have erholdt kvartererne forbedrede og marketenderier, brandstuer og skolestuer opførte, så at tilstanden i alle henseender nu var tilfredsstillende. Friederichsen erhvervede sig ved disse sine bestræbelser i garnisonens interesse såvel dennes som Hans Majestæt Kongens erkendtlighed; derimod kom han i nogen tid i et spændt forhold til borgerne i Fredericia på grund af de dem forvoldte udgifter, hvilket forhold dog snart atter slog om i det tidligere, således at han hurtigt genvandt den yndest, hvori han før havde stået hos dem. Efterretningen om hans død vakte derfor meget sorg i den nævnte by, hvor beboerne kappedes om at vise hans efterladte, nu afdøde enke al den deltagende opmærksomhed, som kun kunne ydes hende. Friederichsen efterlod sig ingen børn. [Generalstabsværket]
* * * * *
Kaptajn og tjenstgørende bataljonskommandør Wilhelm Adolph Friderichsen, faldet ved Slesvig lige så vel som den foregående og efterfølgende. Om ham kan intet videre oplyses, end at han var født 1799, indtrådte i hæren som sekondløjtnant i januar 1815, og oprykkede i november 1826 til premierløjtnant og i december 1835 til kaptajn. Han stod ved 13. Linjebataljon i Fredericia som kompagnichef, men blev under felttoget betroet kommandoen over 7. Bataljon. Det hedder om ham i general Hedemanns beretning om slaget: ”I Pulvermühle granskov faldt under den fortsatte kamp til sidst kaptajn Friderichsen, som, uagtet han kun i få dage havde været bataljonskommandør, dog havde vundet alle sine undergivnes agtelse og tillid ved sit mod og sin konduite”.
Under 27. juli har hans enke, fru Sophie Friderichsen, ladet indrykke følgende i den Berlingske Tidende:
”Ved min afrejse fra Fredericia havde det været mit ønske og min pligt personligt at takke de mange retsindige der viste mig så meget deltagelse i den store sorg, der så dybt ramte mit hjerte ved tabet af min elskede, uforglemmelige mand, kaptajn Wilhelm Adolph Friderichsen, som faldt i slaget ved Slesvig den 23. april. Jeg kunne ej, jeg havde kun tårer og et sorgfuldt hjerte at byde Eder; som en enlig fugl drog jeg fra Eder, uden mage, uden hjem; velsignende svæver min mands ånd over Eder alle, han takker Eder ved mig for den beskyttelse I ydede hans svagelige hustru, hav tak, Fredericia-borgere, embedsmænd og min mands trofaste kammerater ved 13. Bataljon, for den venlighed hvormed I fra første stund til sidste øjeblik modtog ham i Eders midte, for den anerkendelse I ydede hans militære dygtighed. Og I, hans kære tro undergivne ved 13. Bataljon, I hvis vel lå ham så meget på hjerte, I på hvis kærlighed og troskab vi begge kunne bygge, I der med sorg så ham gå bort fra Eder for at kommandere 7. Bataljon, I der sagde til mig: De har tabt meget, vi har tabt mere, Eder kan jeg ej gengælde, thi troskab kan ej opvejes med guld; men jeg vil bevare mindet om Eder alle, og beholde den faste overbevisning, at I ville følge det eksempel han gav Eder på mod og fædrelandskærlighed i farens som i fredens dage”.
Om denne ved Slesvig faldne officer har vi modtaget følgende nærmere oplysninger, der tilstrækkeligt ville vise, hvor stort et tab arméen og fædrelandet har lidt ved hans alt for tidlige bortgang. Kaptajn Friederichsen, som tidligere havde stået ved kastelsjægerne og først ved hærens omorganisation i 1842 efter eget ønske gik over til infanteriet, hvor han blev ansat ved den 13. Bataljon i Fredericia som kaptajn af 1. klasse, var anset som en udmærket dygtig officer, såvel teoretisk som praktisk. Af naturen udrustet med heldige militære egenskaber, mod, konduite og fremtrædende personlige fortrin, og da han dermed forbandt stor hjertensgodhed og levende interesse for sine undergivnes vel, blev det ham en let sag, i ualmindelig grad at beherske og at vinde soldaten, hvortil i Fredericia endnu det bidrog, at han ved længere tids ophold i Holsten i yngre år – han var født i Hamborg, men i øvrigt opdraget i København – havde tilegnet sig færdighed i bondens simple plattysk, hvilket ved hans bataljon, der bestod af lutter sydslesvigere, vakte ikke ringe glæde. Hvor meget hans undergivnes vel lå ham på hjerte, ville nedenstående kendsgjerninger til fulde oplyse. Men også af sine kammerater og foresatte var han lige så agtet som yndet, og da han derfor få dage før sin død, nemlig den 18. april, blev med forbigåelse af flere majorer og ældre kaptajner beordret interimistisk at overtage kommandoen over den 7. Bataljon (i en fraværende formands sted, som dog senere formedelst sine slesvig-holstenske sympatier har måttet udtræde af hæren), var alle, officerer og menige, i lige grad tilfredse med dette valg og fulgte med ubetinget tillid deres fører.
Da han fandt sin død ved det første engagement han havde med fjenden – thi ved Bov og Flensborg var hans bataljon slet ikke kommet i ilden – havde han således ingen lejlighed til at udføre egentlige militære bedrifter. Men en stor og varig fortjeneste havde han før krigens udbrud erhvervet sig ej alene af sit kompagni men af den hele garnison i Fredericia. Thi på grund af den store fattigdom og de særegne forhold i denne by, havde overordentlige mangler længe gjort sig gældende ved garnisonens forplejningsvæsen, både i henseende til soldaternes kvarterer, deres kost og forplejningen i sygdomstilfælde. Disse ulemper havde dog især vist sig følelige efter den ny arméorganisation , hvorved garnisonen i denne by, skønt tilsyneladende ikke forøget, men snarere formindsket, nemlig fra et regiment på ti kompagnier til to bataljoner på otte kompagnier, dog i virkeligheden, da ikke længere et betydeligt detachement afgaves til Nyborg, og da et langt større mandskab stedse holdtes til stede til tjenesten, var blevet forøget til det tredobbelte mod før, hvilket antal byen øjensynligt ikke kunne huse eller føde forsvarligt. Tre gange efter hverandre havde derfor heftige epidemier raset i garnisonen og bortrevet en mængde unge karle, højst sandsynligt som følge af de usunde kvarterer og den slette kost. Og dette var så meget betænkeligere, som begge bataljonerne bestod af slesvigere (12. Bataljon nordslesvigere, 13. Bataljon sydslesvigere), hvis stemning let ved denne behandling kunne befrygtes at ville blive vaklende, især da det slesvig-holstenske parti ingenlunde havde forsømt at føre sig disse omstændigheder til nytte. Man havde vel tidligere påtalt og søgt at afhjælpe hine mangler, men de mødende vanskeligheder og hindringer havde vist sig alt for uovervindelige, så at intet væsentligt var udrettet.
Da var det at kaptajn Friederichsen optrådte i denne sag med et mod og en udholdenhed som til sidst kronedes med et heldigt udfald. Efter opfordring af den afdøde konge, skildrede han for denne med levende farver de stedfindende ulemper og ytrede den formening, at det onde kun derved ville kunne afhjælpes fra grunden af, at den ene af bataljonerne forlagdes til en anden by. Kongen, hvis varme interesse for at afhjælpe mangler, hvor som helst de fandtes, også her gjorde sig gældende, udtalte den alvorlige vilje, at soldaterne i Fredericia skulle have det lige så godt som i andre garnisoner, og en kommission af fem borgerrepræsentanter og fem officerer, hvoriblandt Friederichsen, blev straks nedsat for at undersøge hvorledes soldaterkvartererne kunne forbedres. Dette mødte vel store vanskeligheder og stor modstand formedelst de omkostninger som derved ville påføres den fattige borgerklasse, men efter længere tids anstrengelser var det dog mod slutningen af 1847 lykkedes at tilvejebringe en betydelig forbedring også i denne henseende, ligesom der ved tilskud af den kongelige kasse, ved opførelse og indretning af marketenterier, brandstuer og skolestuer for soldaterne, var bevirket at de øvrige mangler blev fuldkomment hævet. Kaptajnen modtog herfor såvel den afdøde som den nuværende konges tak og tilfredshed. Fredericias borgere vrededes vel for en tid på den der havde foranlediget, at der påførtes dem ingen ringe bekostning, men han genvandt snart den yndest han tidligere havde vundet iblandt dem, og de viste ved hans død den største deltagelse og venlighed mod hans efterladte enke. Endnu mindre forstyrredes derved det gode forhold til de øvrige officerer i garnisonen.
I slaget ved Slesvig kom den 7. Bataljon, som han kommanderede, først om eftermiddagen kl. 5 i ilden. En times tid derefter, i Slesvigs Tiergarten ved det såkaldte Pöhlergehäge, traf ham det dræbende skud i siden eller underlivet; han blev straks båret ud af slaget til das Ziegeley, hvor ambulancen befandtes, men allerede en halv time efter var han død. [Nekrologiske Saml.]
.JPG)
Friederichsen fik dansk naturalisationspatent i 1808, da han
samme år var blevet optaget på Landkadetakademiet. Det oplystes i den
forbindelse, at han var født i Hamburg og var stedsøn af fuldmægtig Poul Ernst
Janssen i Rentekammeret.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tyske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1300-02
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 39-40, 176-178
Ingen kommentarer:
Send en kommentar