Kaptajn Elis Carl Frederik greve Ahlefeldt-Laurvigen (1816-1864)

fødtes den 9. august 1816 i København og var søn af kammerherre, oberstløjtnant Carl Christian Greve Ahlefeldt-Laurvig (1770- 1851) og hustru julie Machsted (1787-1860). Han blev volontær den 1. april 1831, konfirmeredes mikkelsdag 1832 og blev virkelig kadet den 1. maj 1836. Den 1. maj 1839 afgik han fra Landkadetakademiet som sekondløjtnant af Fodfolket med anciennitet af 1. januar 1839 og ansattes ved Prins Christian Frederiks Regiment (6. Bataljon).

Hans militære løbebane var da følgende: 17. Linieinfanteribataljon 1844-46, 14. Linieinfanteribataljon 1846-47, premierløjtnant den 12. juni 1847 og ansat ved 16. Linieinfanteribataljon 1847-49, 1. Reservebataljon 1849-50, Ridder af Dannebrog og kaptajn den 6. oktober 1850, 2. Reservebataljon 1850-52, 1. Linieinfanteribataljon 1852, 14. Linieinfanteribataljon 1852-55, 17. Linieinfanteribataljon 1855-60, 11. Linieinfanteribataljon 1860-64 og endelig 9. Regiment fra 9. marts 1864 som bataljonskommandør for regimentets 1. bataljon. Han var godt kendt fra den første slesvigske krig. Soldater fra den tid mindedes længe efter, hvorledes han i slaget ved Isted under den stærkeste kugleregn ved Øvre Stolk indtog sin yndlingsstilling med benene langt fra hinanden og lorgnetten for øjet, udfordrende fjenden, men beroligende sine egne.

Ved Sankelmark deltog han som kompagnichef ved 11. Regiment, der havde formeret sig i to store bataljonskarréer med front til alle sider for, efter datidens kampmåde, at modtage de fremstormende østrigske husarer. Disse virkede godt sammen med deres artilleri, thi næppe vare husarerne vegne til side, før de fjendtlige kanoner begyndte at tage 11. Regiments tætpakkede masser til mål. Da den første granat gik over hovedet på Ahlefeldts bataljon, dukkede mandskabet med overkroppen, men han selv stod oprejst i sin sædvanlige stilling og sagde i samme nu: ”Der kan man se, hvor I kan være høflige; når nogen af Eder kommer ind i min stue, er jeg ikke sikker på, om I vil hilse, men for en ussel fjendtlig granat …”. Her blev han afbrudt af sin chef, major Strickers rolige, dybe stemme: ”Stille, Ahlefeldt”. Ved Dybbøl førte han 9. Regiments 1. bataljon. Han fremhæves med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april. Som sædvanlig søgte han heller ikke den dag at krybe i skjul, men denne gang fandt kuglen vej til ham. Han faldt ved siden af en korporal, senere stabssergent ved 11. bataljon, der herom meddeler: ”Han blev ramt i hjertet. Da han fik skuddet, tog han hånden til brystet og sagde: ’Så, nu er jeg færdig, det fik jeg lige i hjertet’. Samtidig gjorde han et par skridt tilbage og faldt så, og jeg så ikke en bevægelse hos ham mere. Han fik en død, som det sømmer sig en ægte soldat og kriger; der kom ikke en klage over hans læber. De anførte ord udtalte han så roligt, som gjaldt det den ligegyldigste ting i verden og ikke livet”.

Hans lig førtes til København, hvor det jordedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.

1860 blev han gift med Jacobine Dorothea Petersen.

Mindestenen over kaptajn Ahlefeldt-Laurvigen blev rejst ved Skanse VII i 1928
Stenen står tæt ved ejendommen Stenløkke 9, Dybbøl

Kaptajn ved 9. Infanteriregiment Elis Carl Frederik greve Ahlefeldt-Laurvigen (søn af oberst, kammerherre Carl Christian A.-L. og Juliane Caroline Mattstedt), født 9. august 1816 på Frederiksberg, faldet 18. april 1864 ved Skanse VII på Dybbøl Banke, begravet 27. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 15. oktober 1860 i København (Garnisons) med Jacobine Dorothea Petersen (datter af væversvend Jacob P. og Anne Lucie Jensen), født 2. februar 1820 i København (Frue), død 1. juni 1908 i København (Garnisons). - Han efterlod sig en 12-årig søn. - Enken tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 9-10.

H. Holbøll: En Brigadeadjudants Erindringer fra Krigen 1864. Tryde, 1911. S. 231–38.

Danske krigergrave og mindesmærker 

Dansk biografisk leksikon