Under hele sin tjenestetid havde Obel haft garnison i
Fredericia, hvor han i året 1841 indgik ægteskab med Hansine Benedicte
Brøchner, datter af købmand Brøchner sammesteds. Ved sin elskværdige personlighed
gjorde Obel sig afholdt af alle, med hvem han kom i berøring. Det skal særligt
bemærkes, at kong Frederik VII under sit ophold i Fredericia og Odense som kronprins
viste ham megen velvilje, der blandt andet fandt sit udtryk deri, at Obel
ifølge kronprinsens ønske i 1841 beordredes til som kommandør for soldatesquen
at følge med linjeskibet Christian VIII til Mecklenburg, da dette afhentede kronprinsesse
Caroline Charlotte Mariane. [Generalstabsværket]
* * * * *
Kaptajn Carl Frederik Vilhelm Obel, faldet i slaget ved Slesvig den 23. april. Ældste søn af afskediget ritmester ved Holstenske Rytterregiment Jens Bartholin Obel (f. 1763) og Anna Margrethe, født Hansen (f. 1783); blev født i Haderslev den 10. oktober 1806. Kom i begyndelsen af 1821 på Landkadetakademiet og blev herfra i slutningen af 1826 dimitteret og ansat som sekondløjtnant ved det daværende Fynske Infanteriregiment i Fredericia med anciennitet af 20. december 1825. Under 4. marts 1834 forfremmedes han til premierløjtnant og den 24. juli 1841 til stabskaptajn ved samme regiment, og blev ved arméforandringen 1842 ansat som kaptajn af 2. klasse ved 13. Linjebataljon, der var dannet af bemeldte regiment og ligesom dette garnisonerede i Fredericia; under 3. februar 1848 blev han udnævnt til kaptajn af 1. klasse. I sommeren 1841 havde han den ære at ledsage kronprins Frederik, vor nuværende konge, på dennes bryllupsfærd til Mecklenburg-Strelitz. Da oprørskrigen i foråret 1848 udbrød, fulgte han sin bataljon til Slesvig og kæmpede ufortrødent for sin konge og sit land, men faldt som et af de første af de mangfoldige ofre for de æreløse oprøreres skændige færd og preusserkongens rænkefulde og fordømmelige politik: han faldt straks i begyndelsen af slaget ved Slesvig under avantgardens kamp syd for Frederiksberg, dræbt af en granat der ved sin sprængning foruden ham slog fire menige til jorden. Han var en virksom og uforsagt mand, agtet og afholdt af foresatte og undergivne.
Den 30. april 1841 havde han indgået ægteskab med Hansine Benedikte Birgitte Brøchner (født 1. juli 1815), datter af afdøde købmand Thøger Brøchner i Fredericia og hustru Johanne, født Kjeldsen. Hun lever som enke i Fredericia med to små sønner. [Nekrologiske Saml.]
Kaptajn ved 13. Linjeinfanteribataljon Carl Frederik Wilhelm Obel (søn af ritmester Jens Bartholin O. og Anne Margrethe Hansen), født 10. oktober 1806 i Haderslev (Frue), faldet 23. april 1848 ved Schleswig, begravet 25. april på Friedrichsberg kirkegård i Schleswig. Gift 30. april 1841 i Fredericia (Michaelis) med Hansine Benedicte Birgitte Brøchner (datter af købmand Thøger B. og Johanne Kirstine Kjeldsen), født 1. juli 1815 i Fredericia (Michaelis), død 11. maj 1869 i København (Johannes). - Han efterlod to sønner på 2 og 4 år.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1308-09.
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 2. Aargang [1849-50]. S. 198-199
Chr. Jørgensen: Nogle Fredericia-Officerer omkring 1848. Uddrag af gamle Breve. Vejle Amts Aarbøger 1914, s. 63-84.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar