Sekondløjtnant Henrik Wilhelm Mogensen (1836-1864)

fødtes den 30. oktober 1836 i København og var søn af bud ved det kongelige kapel, Rasmus Christopher Mogensen og hustru Anna Cathrine Christensen. Forældrene havde det småt, hvorfor han måtte nøjes med en tarvelig almueskoleundervisning. Alligevel lykkedes det ham ved viljekraft og udholdenhed, mens han var korporal i artilleriet, at tage adgangseksamen til Landkadetakademiet som en af de øverste.

Den 1. november 1857 blev han kadet og den 1. november 1859 blev han sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af samme dag. Den 1. november 1860 forsattes han til 3. Infanteribataljons 6. kompagni, og her stod han til sin død. Hans stærke vilje var et af de mest fremtrædende træk i hans karakter og den, i forbindelse med hans æresfølelse, lod ham overalt, hvor der var lejlighed dertil, vise sig som en særlig energisk og pligtopfyldende officer, der tillige havde et trofast sindelag, et varmt hjerte og en levende interesse for sit kald forenet med et sundt praktisk blik.

Han var første gang i ilden den 2. februar ved Mysunde og for sit forhold denne dag fremhævedes han med udmærkelse i 3. Regiments rapport. Under hele Dybbøls belejring var han ikke en eneste dag borte fra sit kompagni, uagtet han længe var syg; hans viljekraft besejrede sygdommen. For sit forhold i forpostfægtningen på højre fløj den 13. marts blev han atter fremhævet i rapporten.

Den 18. april stod hans bataljon ved Aabenraa-vejen. Den blev kastet frem for at standse fjenden, og ved denne lejlighed fik Mogensen kommandoen over det ene halvkompagni. Under fremrykningen blev han skilt fra sin kompagnichef, premierløjtnant J.B. Hertz, der havde overtaget kommandoen efter at premierløjtnant L.W. Duus var blevet såret den 14. marts.

Da tilbagegangen begyndte tog han, rimeligvis af egen tilskyndelse, med sin styrke og en del forsprængt mandskab stilling vest for Aabenraa-vejen, hvor det en tid lykkedes at hindre fjendens fremtrængen, og herved gjorde han uberegnelig nytte. Først da han truedes stærkt med at omgås, befalede han tilbagegang, der også lykkedes. Men da en såret underkorporal bønfaldt ham om at blive ført med tilbage, for ikke at falde i fjendehånd, gik Mogensen atter frem for at opfylde hans ønske. Her blev han såret i hoften. Han slæbte sig hen til en grøft og ønskede kun at ligge i fred.

Rapporten viser, at han har været sin natur tro til det sidste idet den siger: ”Han udviste under fægtningen samme ro og uforfærdethed, som altid har været løjtnanten egen”. Han faldt, såret af fire skud, i fjendens hænder og døde den 9. maj på et lazaret i Flensborg.

Liget førtes til København og begravedes den 18. maj på Søetatens Kirkegård. Også i rapporten om kampen den 18. april fremhæves han med udmærkelse for sit gode forhold.

Mindestenen over sekondløjtnant Mogensen blev rejst i 1925.

Stenen står ved indkørslen til ejendommen Aabenraavej 42, Dybbøl.

Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Henrik Wilhelm Mogensen (søn af bud ved det kgl. kapel Rasmus Christoffer M. og Anne Cathrine Christensen), født 30. oktober 1836 i København (Hof og Slots), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 9. maj på Flensburg lazaret, begravet 18. maj på Holmens Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 150-151.