Han gik i Roskilde Katedralskole til sit 16. år, og var det hensigten, at han skulle studere. Da plejefaderen imidlertid havde flere uheld, der forhindrede ham i at holde Lindhard til studeringerne, måtte denne forlade skolen for at hjælpe til i plejefaderens forretning. Kort efter hævedes imidlertid forretningen, og Lindhard læste nu til skolelærereksamen, som han bestod 1860. Derefter virkede han som lærer i Roskilde.
I 1862 søgte han om uddannelse som reserveofficer og kom på reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra 2. februar til den 15. oktober 1863. Sidstnævnte dag udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansattes ved 9. Infanteribataljon.
Han var en trofast ven, en god kammerat, pålidelig og samvittighedsfuld. Hans store lyst til musik knyttede mange til ham. Han havde sans for al slags sport og åbenbarede derigennem gode soldateregenskaber. Hans glade og elskværdige sind gjorde ham afholdt af alle, der kendte ham i hans korte, så smukt afsluttede liv. Fædrelandet mistede i ham en brav, pligtopfyldende soldat, hans plejeforældre en kærlig og trofast søn.
Den 18. april, da 9. Regiment så smukt rykkede frem ad Flensborg-vejen mod Dybbøl Mølle under fjendens heftige ild, faldt Lindhard, der stod ved 3. kompagni, allerede kort efter at fremrykningen var begyndt, nemlig, hvor Aabenraa-vejen støder til. Hans lig førtes til Roskilde og jordedes den 26. april på den derværende kirkegård under stor deltagelse samtidig med kaptajn Grüner og nogle menige.
Kækt han bød farvel derhjemme
mødte djærvt ved stævnet hist;
aldrig kunne han forglemme,
Danmarks søn han var forvist;
ja, der stod hans vugges gænge,
og der først hans stemme lød.
Nu i gæld han er ej længere,
thi hans blod for Danmark flød.
En ven.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 130-131.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar