Neidhardt var styrmand i handelsflåden, da han d. 8. april 1861 blev udnævnt til reserveløjtnant i Marinen. D. 5. januar 1864 blev han atter udnævnt til reserveløjtnant og gik straks efter ombord i fregatten Niels Juel, der i starten af krigen deltog i blokaden af danske farvande, så tyske og østrigske flådefartøjer forhindredes i at bringe forsyninger til deres landtropper.
Ombord på Niels Juel pådrog Neidhardt sig i slutningen af marts en stærk forkølelse og brystbetændelse og blev indlagt på Søetatens lazaret i København, hvor han efter tolv dages hårde lidelser bukkede under for en heftig lungebetændelse.
Reserveløjtnant i Marinen Christian Frederik Neidhardt (søn af farver Frantz Frederik N. og Maren Brendstrup), født 10. december 1826 i Aarhus (Frue), død 4. april 1864 på Søetatens lazaret i København (Holmens), begravet 9. april på Holmens Kirkegård i København. Gift 7. oktober 1859 i København (Holmens) med Johanne Magdalene Petersen (datter af skibstømmermester Christian P. og Sara Cathrine Hellesen), født 2. marts 1831 i Helsingør (Olai), død 17. juni 1919 i Helsingør (Mariæ). - Han efterlod sig tre døtre, der var mellem 2 måneder og 4 år gamle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar