På sessionen for 1862 udskreves han til konstabel, men han ønskede at blive officer og søgte derfor om at komme på reserveofficersaspirantskolen, hvilket også lykkedes, idet han den 10. december 1861 indtrådte i denne skole på det gamle Landkadetakademi. Inden sin optagelse på skolen var han ansat som assistent under Overpostmesterembedet i København. Han gennemgik aspirantskolen og afgik som nr. 33 af 102 elever den 14. august 1862, idet han udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Ved fordelingen af reserveofficererne ansattes han den 18. oktober 1862 ved 22. Bataljon og stod her til sin død.
Ved beskydningen af Dybbølstillingen såredes han den 11. april 1864 af et geværprojektil, der gik gennem midterpartiet af venstre lår og frembragte vidt udbredt splintret brud af lårbenet tillige med betydelig beskadigelse af de omgivende bløddele.
Han indlagdes på Augustenborg lazaret, men flyttedes efter krigens afslutning den 1. november til Garnisonssygehuset i København. Dette voldsomme sår ville ikke læges, og bensplinter fremkom bestandig. Han måtte holde sengen næsten i al den Tid, han henlå på sygehuset, og han måtte udholde store smerter.
Kassationskommissionen udtalte, at Såretsi gunstigste tilfælde for bestandig ville efterlade en meget betydelig indskrænkning i benets brugbarhed og styrke. Da han endelig den 25. maj 1866 kasseredes som ”for stedse udygtig til al krigstjeneste”, kunne han vel støtte lidt på benet, men låret var deformeret og tre tommer forkortet, ligesom skinneben og fod vare kraftesløse og tilbøjelige til opsvulmen. Han afskedigedes den 2. juni 1866 af krigstjenesten, men forblev henliggende på Garnisonssygehuset til han den 27. august samme år afgik ved døden.
Den 25. januar 1866 aflagde Hans Majestæt Kong Christian den Niende et besøg på Garnisonssygehuset for at se til de endnu fra krigen henliggende sårede. Kongen henvendte nogle hjertelige og venlige ord til hver især af de syge, og overrakte ved denne lejlighed personlig den sårede løjtnant Gradhandt Dannebrogsordenens Ridderkors.
Gradhandt begravedes den 4. september 1866 på Garnisons Kirkegård.
Sekondløjtnant ved 22. Infanteriregiment Richard Heinrich Gottfried Gradhandt (søn af barber Johan Christian Frederik Helmuth G. og Caroline Lund), født 28. juli 1843 i København (Petri), såret 11. april 1864 ved Dybbøl, død 27. august 1866 på Garnisonshospitalet i København, begravet 4. september på Assistens Kirkegård. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 67-68
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar