Sekondløjtnant Carl Andreas Wandel Bluhme (1835-1864)

fødtes den 2. oktober 1835 i Store Heddinge og var søn af gehejmekonferensråd, forhenværende minister Christian Albrecht Bluhme (død 1866) og hustru Rasmine Wandel, datter af regimentskirurg i København C.F. Wandel. Moderen døde i januar måned 1865 af sorg over sønnens død.

Bluhme gik i Metropolitanskolen i København, fra hvilken han 1855 blev student. Året efter tog han filosofikum ved universitetet. I 1860 blev han på sessionen om efteråret udskrevet til Garden, og nu søgte han om at få uddannelse til reserveofficer. Fra 8. marts til 31. oktober 1861 gennemgik han Reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet og bestod sin eksamen som nr. 1 af 135 elever. Det var ikke af lyst til militærvæsenet, han gik på aspirantskolen, men han foretrak på denne måde at aftjene sin værnepligt. En af hans lærere på skolen, der holdt meget af ham og beundrede hans store pligtopfyldelse, fortalte om ham, at det var en fornøjelse at se ham pudse, han gjorde det så ivrigt, at man skulle tro, at det var hans kæreste beskæftigelse her i livet. Den 1. november 1861 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Ved fordelingen af reserveofficererne ansattes han den 18. oktober 1862 ved 3. Infanteribataljon, hvor han forblev til sin død. Efter at være blevet officer fortsatte han sine studier og blev den 8. juni 1863 juridisk kandidat med 1. karakter.

Da krigen brød ud fulgte han kampråbet: ”Farer ud og kæmper for Eders Folk”. Under krigen var han adjutant ved regimentets 1. bataljon. Han såredes den 2. februar ved Mysunde af en granatstump i knæet, da 3. Regiment i det tågede vejr fik ordre til at gå frem mod linjen Ornum Mølle-Langsøens nordende for at skaffe oplysning om størrelsen af den fjendtlige styrke, som det på grund af det usigtbare vejr var umuligt at erkende. Som såret førtes han til færgehuset på den sydlige Sli-bred. Dette skødes imidlertid i brand af det fjendtlige artilleri. Dog lykkedes det de derværende læger at få de sårede transporterede ud af det brændende hus. Han førtes nu til lazarettet i Flensborg og faldt her i fangenskab, da den danske hær gik tilbage til Dybbølstillingen. Her fik han benet amputeret.

Han fremhæves i 3. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold i kampen ved Mysunde, og belønningen udeblev ikke, idet han den 2. marts benådedes med ridderkorset. Han døde den 5. marts og førtes af preusserne med militære æresbevisninger til Dybbøl, hvor liget afleveredes til vore tropper. Derpå førtes liget til København og begravedes den 19. marts på Garnisons Kirkegård.

Der går som et suk gennem hjertet,
og sjælen er fyldt med ve,
en livfuld ungersvend segned,
for dødens le.

Han voksed så rank og så frejdig,
han svulmed af ungdomsmod,
lykken ham trindt tilsmiled,
og kraftig var livets rod.

Håbet ej kunne ham svigte,
fremad higed hans sind.
Han tørsted efter bedrifter,
så trygt i fremtiden ind.

Han lukked de lærde skrifter,
til den blodige val han drog,
fast stod han i kugleregnen,
mens fyrig hans hjerte slog.

Brudt blev ham livets bane,
tungt randt hans ungdoms blod,
tro mod kongen og æren,
for Danmark sit liv han lod.

Men mindes han skal blandt de bedste,
så længe hjerter end slå,
for hvad der er mandigt og ædelt,
i kongeslot og i vrå.

Der går som et suk gennem hjertet,
og sjælen er fyldt med ve,
en livfuld ungersvend segned,
for Dødens Le.

E. Lobedanz.

Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Carl Andreas Wandel Bluhme (søn af by- og herredsfoged, senere konsejlspræsident og udenrigsminister, gehejmekonferensråd Christian Albrecht B. og Rasmine Wandel), født 2. oktober 1835 i Store Heddinge, såret 2. februar 1864 ved Mysunde, død 5. marts på Flensburg lazaret, begravet 19. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans grav på Garnisons kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 29-30.